Pressemeddelelse

Det må du i de danske skove

Skovtur
Skovene i Danmark lægger rum til mange små og store oplevelser. Men du skal være opmærksom på, at du har forskellige muligheder for at bruge skovene afhængig af, om de er offentligt- eller privatejede.

Skovtur med madkurv, cykeltur, overnatning i shelter, bålmiddag, sankning af årstidernes spiselige planter, hulebygning, bladbanko, orienteringsløb, vandreture og træklatring. Mulighederne for at dyrke friluftsliv og få nye oplevelser er næsten uanede i de danske skove. Men for at kunne udnytte alle disse muligheder, skal man også kende reglerne i skoven. Og de er ganske forskellige afhængigt af, om du vil besøge en offentlig eller privat ejet skov.

I offentligt ejede skove har du bedre muligheder for at opleve naturen og dyrke friluftsliv end i de skove, som er privatejede. Du må færdes og opholde dig i både offentligt- og privatejede skove, hvis du lovligt kan komme frem til skoven ad stier og veje uden at passere skilte, der forbyder adgang. Når du skal ind i skoven, må du kun passere stengærde, jordvolde eller hegn, hvis der er en åbning. Færdsel skal ske til fods eller på cykel, og handicappede må anvende kørestole, også trehjulede knallerter.

 

Det må du i de offentligt ejede skove

Her er et udpluk af de væsentligste regler om, hvad du må i offentligt ejede skove. God fornøjelse.

  • Du må færdes til fods, cykle og gøre ophold døgnet rundt.
  • Du må færdes til fods overalt i skoven, både på veje og stier og i skovbunden. Du må dog ikke færdes i haver, på dyrkede arealer, på gårdspladser eller hvor der er hegnet.
  • Du må gøre ophold, hvis der er mindst 50 meter til beboelsesbygninger.
  • Du må cykle og køre på trehjulede knallerter på alle egnede veje og stier.
  • Du må overnatte i telt på lejrpladser, primitive overnatningssteder og i særlige friteltningsskove. Du må også overnatte direkte i skovbunden på liggeunderlag, i sovepose, i hængekøje eller under regnslag.
  • Du må bruge åben ild eller kogeapparater ved bålpladser eller i friteltningsskove.
  • Du må bade i skovens vandløb og søer.
  • Du kælke og løbe på ski på veje, stier og i skovbunden.
  • Du må skøjte og færdes på is, med mindre andet fremgår af skiltning.
  • Du må samle nødder, bær, svampe, frø, kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav fra skovbunden til eget forbrug. Du må samle omkring en posefuld.
  • Du må ride på asfalterede veje, stenlagte veje, på grusveje over 2,5 meter og på andre veje og stier, hvis ejeren har givet tilladelse. Du må også ride i skovbunden undtagen på dyrkede arealer, i unge bevoksninger, på gravhøje eller andre fortidsminder.
  • Du må gerne være nøgen i skoven, men vis hensyn til andre og læs mere om reglerne, som Naturstyrelsen præciserede i 2016.
  • Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde. Skovene kan også blive lukket under kraftige storme eller i tørre sommerperioder med fare for brand.

 

Det må du i de privatejede skove

Her er et udpluk af de væsentligste regler om hvad du må i privatejede skove. God fornøjelse:

  • Du må færdes til fods og og cykle på egnede veje og stier i private skove fra kl. 6 til solnedgang.
  • Du må gøre ophold på veje og stier, hvis der er mindst 150 meter til beboelses- og driftsbygninger.
  • Du må kun færdes til fods og opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov.
  • Du må samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug - omkring en posefuld.
  • Du må kun overnatte i private skove med ejerens tilladelse.
  • Du må kun tænde bål, bruge kogeapparater eller andre åbne ildsteder i private skove med ejerens tilladelse.
  • Du må ride på private fællesveje, der fører gennem skoven. Ellers kræver ridning altid ejerens tilladelse. Flere privatejede skove har ridekort-ordninger. Du kan læse mere på Dansk Skovforenings hjemmeside.
  • Det er kun tilladt at markedsføre og annoncere arrangementer i privatejede skove – uanset arrangementets størrelse – hvis du har anmeldt aktiviteten til ejeren senest 14 dage før, du annoncerer.
  • Det er ikke tilladt at færdes i indhegnede bevoksninger, indhegnede klitter, rørbevoksninger, planteskoler, arealer med landbrugsafgrøder, udyrkede arealer, haver og gårdspladser, der ligger inde i skoven.
  • Hvis skoven er under 5 hektar, må skovejeren lukke den af for offentligheden. Hvis ikke der er skilte, som begrænser eller forbyder færdsel og ophold, må du selvfølgelig gerne være der.
  • Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde.

 

Friluftsrådet arbejder for, at adgangsreglerne for de danske skove – både de offentlige og de private – gennemgås, strømlines og forenkles.

billede af en skov i april med anemoner i skovbunden
De danske skove er i fokus i det første afsnit af Vilde Vidunderlige Danmark på DR. Og netop skoven er også den type natur, flest danskere benytter. Vi foretrækker at tage en tur i skoven frem for andre at besøge naturtyper.