Pressemeddelelse

Fritidssejlerne frygter Lynetteholmen

Kajakroere i havn
Pressemeddelelse fra Friluftsrådet København: Det er katastrofalt, hvis de ”bløde” trafikanter på vandet ikke forsat får mulighed for at blive separeret fra den tunge trafik, som det i dag er muligt via Lynetteløbet.

Fritidssejlernes ind- og udsejling fra Københavns Havn gennem Lynetteløbet står til at blive sløjfet når Lynetteholmen er spunset færdig om nogle år.

Fremtidig skal alle, små som store fartøjer ind og ud af Københavns Havn, deles om Kronløbet, hvis By & Havns planer for Lynetteholmens fysiske udformning holder vand.

”- et er et søkort at forstå, et andet skib at føre !”
Friluftsrådet København

At By & Havn i ramme alvor planlægger at alle sejlende, fra kanoer, kajakker og fritidssejlere til krydstogtsskibe, skal ind og ud af Københavns havn via kun et smalt, tragtformet kronløb må bero på en fejltagelse ved tegnebrættet - et udtryk for mangel på indsigt i og viden om søsportens omfang og færden på vandet ind og ud af Københavns havn og på Øresund.

Friluftsrådet København anser det for katastrofalt, hvis de ”bløde” trafikanter på vandet ikke forsat får mulighed for at blive separeret fra den tunge trafik, som det i dag er muligt via Lynetteløbet.

At Lynetteholmen blandt andet har til formål at danne en del af en stormflodsbarrierer mod Øresund, som det blandt andet argumenteres med, behøver ikke betyde, at der ikke kan opretholdes et alternativ til Lynetteløbet, eksempelvis i form af en dæmning og sluseport som kendes flere steder i Europa, hvor stormflodssikring er en aktuel nødvendighed og udviklet til en teknisk kunstart.

Når først spunsen er hamret ned i havbunden og ulykker med vædringer hænder, er det for sent at reagere.

Friluftsrådet København skal derfor på det kraftigste opfordre Københavns Borgerrepræsentation samt By & Havn til at sikre et brugbart og sikkert alternativ til Lynetteløbet i den fremtidige fysiske planlægning og udvikling af området. 

Friluftsrådet København
Næstformand, Svend-Erik Fangel Pedersen
koebenhavn@friluftsraadet.dk

 

Stand Up Paddle i Københavns Havn
Friluftsrådet København har den 7. november 2019 indsendt et høringssvar med ideer og forslag til indhold af miljøvurderingen for Lynetteholmen.
Friluftsrådet København omfatter København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner.