Nyhed

Friluftsrådet Nordvest: Vi havde succes med at bruge vores netværk

Friluftsliv for alle flag
Der var god debat og mange nye deltagere, da Friluftsrådet Nordvest holdt årsmøde. Læs her, hvordan bestyrelsen fik skabt et årsmøde, hvor alle deltog og kom med input til nye indsatser.

18 deltagere fra 8 forskellige medlemsorganisationer var med, da Friluftsrådet Nordvest holdt årsmøde i marts. 12 deltagere var med for første gang og det skyldes især bestyrelsens store arbejde med at aktivere deres omgangskreds.

Det fremmøde var simpelthen fantastisk. Alle i bestyrelsen rakte ud til deres bekendte, og det betyder meget", siger Hans Chresten, formand for Friluftsrådet Nordvest.

Hvilke overvejelser havde I gjort jer om oplægsholder og program?

Vi fik Claus Rasmussen, en skovridder fra vores område, til at fortælle om Naturstyrelsens arbejde med naturgenopretning ved testcenteret for store vindmøller i Østerild. Han var et trækplaster og folk synes, det var spændende”, fortæller Hans Chresten. 

Friluftsrådet Nordvest har længe fulgt med i projektet, som har fået meget lokal opmærksomhed. Ideen med naturgenopretning ved testcenteret er en succeshistorie, som bestyrelsen gerne ville sætte fokus på.

Alle i bestyrelsen deltog


Som noget nyt deltog hele bestyrelsen i den mundtlige beretning. Hver kommunekoordinator havde ansvar for at fortælle om det friluftspolitiske arbejde i deres respektive kommuner og de brugte muligheden til at fremhæve succeser og fortælle, hvordan man som aktiv i Friluftsrådet kan gøre en forskel. Det fungerede godt, lyder det fra Hans Chresten.

Hvad er det bedste, I tager med fra årsmødet?

”Fremmødet, helt klart. Og så var folk gode til at komme med input til, hvordan vi kan skabe bedre adgang til naturen og få stierne i vores område til at hænge bedre sammen. Jeg tror, vores måde at lave den mundtlige beretning på, fik flere til at engagere sig”, forklarer Hans Chresten.

På spørgsmålet om, hvordan Friluftsrådet Nordvest vil gribe planlægningen af det næste årsmøde an, lyder svaret fra Hans Chresten prompte: "Vi vil gøre mere af det samme, for det er så vigtigt, at vi får udvidet vores netværk."

Har I evalueret jeres årsmøde?

Det er en god ide, hvis I sætter tid af på et bestyrelsesmøde til at evaluere jeres årsmøde: I kan f.eks. snakke om, hvad der gik godt, hvad der ikke lykkedes og om der er noget, I vil gøre anderledes til næste år. 

Det er samtidig en god ide, at I allerede nu begynder at overveje dato, tema og evt. oplægsholder til årsmøderne i 2024. 

 

Kontakt
portræt af Louise
Kommunikationskonsulent
40 33 74 02