Nyhed

Friluftslivet har udsigt til nye millioner

Børn løber med fiskenet i landskab
Friluftsliv og naturoplevelser er højt prioriteret i en ny strategi for Nordea-fonden, der uddeler 500 millioner om året. Friluftsrådet glæder sig over den saltvandsindsprøjtning, det kan blive for friluftslivet og mulighederne for at opleve naturen.

Flere danskere kan komme ud under åben himmel når Nordea-fonden de kommende tre år fokuserer massivt på at tilgodese projekter, der kan få flere danskere ud i det fri. Fonden har nemlig lanceret en ny strategi hvor friluftsliv og oplevelser i naturen er et af de helt centrale temaer. 

I de senere år er flere danskere i alle aldre søgt ud under åben himmel, og den udvikling booster fonden nu ved i de kommende tre år at støtte initiativer, som inspirerer flere til at søge ud i den nære hverdagsnatur. Uanset om man samler tang og urter ved stranden, kører på nye mountainbikespor i skoven eller lytter til historiske fortællinger langs den jyske vestkyst, så er det med til at fremme gode liv, fællesskab og aktivitet, som Nordea-fonden støtter.

”Fokusområdet skal få flere børn, unge og voksne til at udfolde sig i det fri, i den nære natur, hvor de bor eller dagligt opholder sig. Det handler om at øge bevidstheden om den nære natur og se muligheder i krattet, græsplænen, parken og søen,” siger Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen.

I Friluftsrådet er der begejstring over det fornyede fokus på friluftsliv hos fonden.

"Det kan give mange nye muligheder for friluftslivet og naturoplevelser i Danmark og det giver forhåbentlig friluftsorganisationerne nye muligheder for at realisere alle de drømme og gode ideer, de har.  Vi glæder os til at se, hvad det kan blive til"  siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.

Forventer at uddele 1,5 mia. på tre år
Henrik Lehmann Andersen tror, at en markant del af de 1,5 mia. kroner, som Nordea-fonden forventer at uddele i de kommende tre år vil kunne øremærkes til to nye fokusområder. Foruden ’Flere ud i det fri’ bliver ’Flere børn der blomstrer’ også et markant fokusområde. Det er nyt og udtryk for en skærpet strategi, at fonden hermed udpeger to fokusområder. Men fondens retning mod gode liv, fællesskaber og aktivitet er uændret.

Sparring og uddeling året rundt
Strategien er nærmere beskrevet på fondens hjemmeside.

Her er også mulighed for at få en hurtig vurdering af, hvorvidt ens projekt er relevant for fonden, og rådgivning om hvilken af fondens medarbejdere, man kan tage en nærmere dialog med. Uddelinger sker løbende.

 

Fonden har fokus på initiativer, der:
  • Styrker den mentale sundhed og bruger det fri som sundhedsfremmende arena, f.eks. vandring, badning, sanseoplevelser, hjernetræning
  • Motiverer flere til motion og bevægelse, f.eks. mountainbike, havsvømning, skov-fitness, orienteringsløb, sejlads, roning og oplevelser med vand
  • Udvikler rekreativ natur og giver lettere adgang til aktiviteter i den nære natur, f.eks. sankning, fiskeri, dyrkning, plantning, stier og faciliteter
  • Tilbyder kunst- og kulturaktiviteter i det fri, f.eks. historiefortælling, fællessang, dans, teater, litteraturoplevelser.

Nordea-fonden har et almennyttigt formål. Fonden uddeler ca. 500 mio. kr. årligt til projekter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste ansøgningsfrist er den 15. september 2024.
Landskab med lyng
Her finder du information om andre muligheder for at få tilskud til dit projekt fra andre fonde eller tilskudsordninger.