Nyhed

Flere kan blive naturvejledere med ny fleksibel uddannelse

gruppe mennesker sidder i skoven
Oplevelser i naturen kalder på danskerne som aldrig før. Uddannelsen som naturvejleder er nu fornyet og ændret, så mange flere kan imødekomme efterspørgslen efter professionel og faglig naturformidling.  

Danmark er ved at blive en nation af naturelskere. Interessen for at udforske og opholde sig i den nære natur er nærmest eksploderet blandt danskerne, og behovet for professionelle naturvejledere, der kan formidle oplevelser og styrke forståelsen for naturen og dens mangfoldighed, er vokset med. 

Den nye naturvejlederuddannelse udbydes i en model med fire obligatoriske moduler og seks åbne kursusdage over to år - af hensyn til arbejdsgiverne - med mulighed for at forlænge perioden til fire år.
Ny fleksibel naturvejlederuddanelse 

Hidtil har den nu 33 år gamle naturvejlederuddannelse været forbeholdt de forholdsvis få, der i forvejen er ansat i stillinger som naturvejledere. Men nu bliver kurset fornyet og udvidet, så mange flere kan få del i den eftertragtede uddannelse.

”Stigende naturinteresse og nu også coronakrisen har tydeligvis skabt et stort behov for flere naturvejledere. Med en langt mere attraktiv og fleksibel uddannelse, der retter sig mod flere naturinteresserede grupper, kan vi nu tilbyde kurser til en bredere målgruppe”, siger sekretariatsleder Mette Aaskov Knudsen fra Naturvejledning Danmark, der har det overordnede ansvar for efteruddannelsen.

Natuvejledere i Danmark

I dag er der godt 400 professionelle naturvejledere i Danmark. De arbejder f.eks. i skoletjenester, på naturskoler, i kommuner, på museer og på naturcentre. Nogle er kendte som natureksperter fra radio og TV.

Alle slags naturelskere
Fremover henvender uddannelsen sig også til pædagoger, lærere i grundskolen, undervisere på f.eks. højskoler, efterskoler og produktionsskoler, og desuden til formidlere inden for sundhed, integration, turisme, miljø og bæredygtighed.

”Vi ser naturvejlederen som en person, der inddrager børn, unge og voksne aktivt, skaber gode oplevelser hos den enkelte og er døråbner for viden om og forståelse for naturens diversitet og sårbarhed. Derfor er det naturligt at udvide tilbuddet til flere og andre faggrupper, der falder inden for samme kategori,” siger Mette Aaskov Knudsen.

Hun understreger, at på eksempelvis skoleområdet er der et stort og stigende behov for at flytte undervisningen ud i naturen. Mange pædagoger og lærere er derfor interesserede i at få kompetencer med naturaktiviteter og i at lære at bruge naturen som pædagogisk rum.

Mere fleksibel uddannelse
Et rådgivende uddannelsesråd har bidraget med input til den nye naturvejlederuddannelse. Den udbydes i en model med fire obligatoriske moduler og seks åbne kursusdage over to år - af hensyn til arbejdsgiverne - med mulighed for at forlænge perioden til fire år.

Den enkelte kursist kan i højere grad opbygge sin egen uddannelse alt efter interesse og undervisningen foregår flere steder i landet. Allerede nu er den nye uddannelse åben for ansøgninger. Det første kursus afvikles i maj 2021.

Der kræves ingen forudgående eksaminer eller et særligt uddannelsesniveau, men en interesse for at formidle naturoplevelser.

Uddannelsesindholdet byder på eksempelvis formidlingsteknikker, kropssprog, uderumsledelse, naturaktiviteter, netværksdannelse, samskabelse og innovative processer med indlagte studieopgaver undervejs.

Uddannelsen er praksisorienteret, så den nyuddannede naturvejleder kan bruge sin uddannelse fra dag et.

Missing indholdselement.