Nyhed

DR sender naturen ind i folks stuer, og du kan være med til at invitere folk ud i naturen.

En familie med to teenagepiger står på en bro og fisker med fiskestænger
Til foråret sender DR1 den fascinerende natur helt ind i folks stuer med programmet Vilde Vidunderlige Danmark. Du kan være med til at invitere folk ud i naturen og opleve den i virkeligheden og sprede naturglæden til flere gennem ture og aktiviteter i din lokale natur.

Fem søndage i foråret kommer vi helt tæt på den danske natur, når DR1 viser serien Vilde Vidunderlige Danmark. Serien tager seerne med rundt til fem forskellige typer natur og zoomer ind på et fascinerende dyreliv.

Efter programmerne kan du være med til at vise din natur frem for flere.

”Når vi nu har siddet og ladet os begejstre over naturen på skærmen, så skal vi også ud og mærke den på egen krop. Derfor kan alle være med til at invitere danskerne ud på ture og aktiviteter i ugerne efter programmerne. Vi håber, at rigtig mange vil gribe den fantastiske mulighed for at dele deres naturinteresse med andre og vise naturens mangfoldighed og de mange forskellige aktiviteter man kan lave derude” siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.

Inviter ud på tur i naturen 

Vilde vidunderlige Danmark sendes fra 12. april. I ugen efter hvert program skal danskerne inviteres ud på hundredevis af ture og aktiviteter og du kan være med til at lave en tur eller aktivitet i dit nærområde.

  • Vis mig din skov: Inviter danskerne ud på ture og aktiviteter i skoven i ugen fra den 13.-19. april 2020
  • Vis mig din kyst: Inviter danskerne ud på ture og aktiviteter ved havet eller kysten i ugen fra den 20.-26. april 2020

    Vis mig dit åbne land: Inviter danskerne ud på ture og aktiviteter i det åbne land i ugen fra den 27. april-3. maj 2020
  • Vis mig din sø og å
    Inviter danskerne ud på ture og aktiviteter ved søer og åer i ugen fra den 4.-10. maj 2020
  • Vis mig din natur i byen
    Inviter danskerne ud på ture og aktiviteter i den bynære natur i ugen fra den 11.- 17. maj 2020

I starten af februar åbner en hjemmeside med overblik over alle de aktiviteter, der sker i løbet af året. Her kan man også oprette sin egen aktivitet og på den måde nå ud til flere mennesker, der får inspiration til at tage ud i naturen.

Sådan er du med til at vise din natur:

  1. Du planlægger en tur eller en aktivitet i den naturtype vi har oplevet på skærmen. Det kan være en skovtur, en fugletur, en vandretur, en affaldsindsamling, en krible-krable dag – hvad som helst der får danskerne ud i skoven og giver ny viden eller nye oplevelser i vores natur.
  2. Du opretter din tur/aktivitet på www.voresnatur.dk med informationer om tid, sted, målgruppe og kort beskrivelse af aktiviteten. Partnerskabet bag Vores Natur skaber stor opmærksomhed om Vores Natur, så danskerne finder din tur/aktivitet og får lyst til at deltage.
  3. Du gennemfører turen/aktiviteten - og melder tilbage til Vores Natur, hvor mange der deltog.

Det er et partnerskab med DR, Naturstyrelsen, de Naturhistoriske Museer og Friluftsrådet der sammen med museer, foreninger og mange andre vil invitere folk ud i naturen. I løbet af året vil der være en lang række aktiviteter, der formidler naturen og inspirerer til naturoplevelser, som alle kan deltage i.

Vores Natur
DR har løftet lidt af sløret for, hvad seerne til foråret kan opleve i serien 'Vilde Vidunderlige Danmark', der tager den danske natur helt ind i folks stuer. Når naturen forlader skærmen, vil Friluftsrådet, sammen med en lang række af foreninger, museer, naturejere og naturskoler til gengæld sørge for, at alle danskere får masser af muligheder naturoplevelse ude i naturen over hele landet.

Vores Natur partnerskabet er støttet af Nordea-Fonden, AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden. 

foto af gul kano med mor og to børn på en å
I foråret 2020 sender DR serien Vilde Vidunderlige Danmark henover fem søndage. Du kan være med til at invitere danskerne ud og opleve den natur, de har set i de fascinerende naturprogrammer.