Pressemeddelelse

De blev valgt til Friluftsrådets bestyrelse

På billedet ses en skov, der er oplyst at solskin
Da formandsvalget var overstået var der valg til bestyrelsen, hvor syv kandidater stillede op til de fem ledige pladser. Derudover indtræder 1. suppleanten direkte i bestyrelsen, da Danmarks Idrætsforbund har trukket deres bestyrelsesmedlem som følge af valget til formand.

Der var kamp om posterne, da Friluftsrådets medlemsorganisationer skulle sammensætte bestyrelsen på paraplyorganisationens generalforsamling den 30. april 2019. Der var syv kandidater til de fem ledige bestyrelsesposter. 

De blev valgt 

Helle Stuart, 103 stemmer
Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Forening for Rosport indstiller Helle Stuart. Helle har været medlem af Friluftsrådets bestyrelse siden 2015 og de seneste to år som næstformand, hvor hun har været særligt optaget af Friluftsrådets arbejde på sundhedsområdet, udviklingen af den lokale struktur og det blå friluftsliv. 

Jacob Jensen, 100 stemmer
Naturvejlederforeningen indstiller Jacob Jensen. Jacob er 52 år, kandidat i biologi og kommunikation og til daglig naturskoleleder. Han har været næstformand i Naturvejlederforeningen i to år. Indstillingen bakkes op af Natur & Ungdom, Dansk Ornitologisk Forening, 4H, Dansk Friluftsliv, WWF Verdensnaturfonden og Biologiforbundet. Jacob Jensen blev valgt som suppleant til Friluftsrådets bestyrelse i 2018. 

Helge Søgaard, 100 stemmer
Dansk Orienterings-Forbund indstiller Helge Søgaard. Helge har siddet to år i Friluftsrådets bestyrelse, hvor han blandt andet har arbejdet med Friluftsrådets strategi og den lokale struktur. Han var formand for Dansk Orienterings-forbund i perioden 2008-2014. 

Annesofie Bjerre, 95 stemmer
Det Danske Spejderkorps indstiller Annesofie Bjerre som kandidat til Friluftsrådets bestyrelse, såfremt hun ikke vælges som formand. Annesofie Bjerre har frem til 2017 været medlem af bestyrelsen i Det Danske Spejderkorps i otte år - heraf fire år som formand. 

Flemming Larsen, 78 stemmer
Dansk Vandrelaug indstiller Flemming Larsen. Flemming har siddet i Friluftsrådets bestyrelse i 10 år og har derudover erfaring fra bestyrelsesposter i andre sammenhænge. Han har været medlem af bestyrelsens udvalg for Udlodningsmidler til Friluftsliv, formand for Nationalkomitéen Danske Naturparker og formand for styregruppen i partnerskabet Bevæg dig for livet i naturen. 

Kirsten Skovsby, indstillet af Danmarks Jægerforbund, og Klaus Bondam, indstillet af Cyklistforbundet, blev ikke valgt ind i bestyrelsen.

Formand Niels-Christian Levin Hansen
Niels-Christian Levin Hansen, indstillet af Danmarks Idrætsforbund, er ny formand for Friluftsrådet. Han blev valgt med 79 stemmer på paraplyorganisationens generalforsamling den 30. april 2019.

Valg af suppleanter 

René Bokær fra Landsforeningen Bifrost blev valgt som 1. suppleant, og Kirsten Skovsby fra Danmarks Jægerforbund blev valgt som 2. suppleant.  

Som konsekvens af valget af Niels-Christian Levin Hansen som ny formand for Friluftsrådet, træder Thomas Bach fra Danmarks Idrætsforbund ud af Friluftsrådets bestyrelse. Dermed indtræder 1. suppleanten René Bokær i Friluftsrådets bestyrelse med det samme.