Nyhed

85-årige Arne Bondo: Det nytter at kæmpe for en sag

frivillig Arne Bondo
Friluftsliv har fyldt det meste af 85- årige Arne Bondos liv. Som lille dreng voksede han op på en gård med naturen som legeplads. Som voksen har Arne Bondo brugt utallige timer som talerør for friluftslivets foreninger og påvirket kommunale politikere til fx at investere i handicapvenlige stier, flere grønne områder, rent badevand (Blå Flag) og mere naturformidling til børn. Nu giver Arne formandsstafetten videre i Friluftsrådet Sønderjylland Øst.

Friluftslivet og naturen har formet Arne Bondo som menneske og politisk aktiv. Lysten til at engagere sig i Friluftsrådets politiske arbejde trækker tråde helt tilbage til barndommen på en gård i Thyregod, hvor Arne fiskede i mosehuller og sov i telt så ofte han kunne.

”Naturen er den bedste legeplads, og en barndom fuld af naturoplevelser er den bedste måde vi kan lære vores børn at passe godt på naturen. Derfor har det været naturligt for mig at blive frivillig i Friluftsrådet og arbejde for, at alle skal have adgang til naturen", siger Arne Bondo.  

Arne Bondo blev valgt til bestyrelsen i Friluftsrådet Sønderjylland Øst i 2007 som repræsentant for Naturvejlederforeningen. I 2013 sætter Arne sig i formandsstolen – en post han bestrider helt frem til marts 2023, hvor pladsen blev givet videre.

Ingen talte om friluftsliv

Arne Bondo er uddannet agronom og karrieren tager hurtigt fart og byder på stillinger i flere ministerier og EU Kommissionen. I 1969 bliver Arne Bondo ansat i Kulturministeriet og senere Miljøministeriet med ansvar for naturfredningsloven og kontakten til Friluftsrådet.

Arne Bondo har gennem sin karriere under 21 forskellige ministre og som aktiv i Friluftsrådet set, hvordan friluftsliv og Friluftsrådet har fået en helt anden plads i samfundet.  

”Der var ingen, der talte om friluftsliv, da jeg som helt ung blev fuldmægtig og skulle arbejde med den nye naturfredningslov. Friluftsrådet var dengang en ukendt organisation og tænkningen i ministeriet handlede kun om naturbeskyttelse. Vi er heldigvis et helt andet sted i dag, hvor friluftslivet er blevet en nationalsport og Friluftsrådet en langt stærkere organisation” fortæller Arne Bondo og fortsætter ”den udvikling er jeg stolt over at være del af”.

Flere politiske sejre

I Friluftsrådet har Arne Bondo været dybt engageret i hele dagsordenen om børns manglende naturtilknytning. Naturformidling er Arnes mærkesag, og Arne er faktisk en af initiativtagerne til oprettelsen af Naturvejlederordningen i Danmark, hvor han selv var med på første hold. 

”Vi startede i 1987 med en forsøgsordning på 12 naturvejledere, og nu har vi et landsdækkende net af dygtige naturvejledere af international kvalitet. Det er jeg ret stolt af,” siger Arne Bondo og tilføjer ”Jeg bliver rørt, når jeg kommer til Naturvejledernes årsmøde og bliver hilst med et ”Hej Uglefar””.

Når Arne ser tilbage på sine 16 år som aktiv i Friluftsrådet er han lykkedes med det meste.

”Alt det jeg gerne har villet, er sådan set lykkedes bortset fra, at få flere unge kræfter ind i bestyrelsen. Nu håber jeg, at der kommer nogle nye ind, som kan få fat i de unge. Det har vi brug for." siger Arne Bondo.

Arne Bondo har bl.a. været med til at etablere flere stier og grønne områder, og så har han kæmpet for, at kommunerne i Friluftsrådet Sønderjylland Øst prioriterer Friluftsrådets mærkningsordninger Blå Flag, Grønne Spirer og Grøn Skole, så der er gode strande med rent badevand, dagtilbud med udeliv og udendørs undervisning i flere skoler.

Vi skal stille krav til politikere

At Arne Bondo har haft succes som aktiv i Friluftsrådet skyldes måske hans fornemmelse for at samarbejde med politikere og andre interessenter.

”Det vigtigste som politisk aktiv i Friluftsrådet er at få folk til at føle ejerskab til det, du går og laver og snakke med folk i tide, så de skal ikke læse om det i avisen.” fortæller Arne.

Arne Bondo er særlig stolt over den måde Det Grønne Råd i Aabenraa Kommune fungerer i dag, hvor foreningerne har en reel dialog med politikere i kommunen.

”Jeg har været med til at sparke liv i Det Grønne Råd i Aabenraa Kommune, så der nu altid er en politiker for bordenden. Det gør en kæmpe forskel til møderne. Uden en politiker, sker der alt for lidt, så jeg vil klart opfordre alle foreninger til at stille krav om politisk prioritering,” siger Arne.

Et kig i krystalkuglen

Nu er det, ifølge Arne Bondo, tid til at slappe lidt af og lade nye kræfter om at varetage friluftslivets interesser. Når Arne Bondo ser på, hvilke opgaver, der er vigtigst for Friluftsrådet i fremtiden, så er der ingen tvivl at spore. Det er formidling og adgang til naturen.

”Vi skal fortsat sikre formidling, så vores børn får et værdifuldt forhold til naturen. Mange børn vokser op uden et kendskab til naturen, så det er en stor udfordring. Og så skal vi blive ved med at arbejde for bedre adgang til naturen på naturens præmisser,” siger Arne.

I Friluftsrådet har vi 200 engagerede frivillige, som bruger deres fritid som talerør for alle os, der er vilde med at komme ud i naturen og dyrke friluftsliv. Hver dag året rundt arbejder de for, at alle har gode muligheder for friluftsliv i landets 98 kommune. Lyder det interessant, så læs mere her. 

Mennesker på strand
Læs om mulighederne for at forbedre lokalt friluftsliv her på siden
Kontakt
portræt af Louise
Kommunikationskonsulent
40 33 74 02