Nyhed

Friluftsrådet sætter fokus på fællesskaber som vej til sundhed på Folkemødet

Folkemødet på Bornholm
Friluftsfællesskaber har en vigtig rolle at spille for folkesundheden i Danmark. Derfor deltager projekt Sund i Naturen i Resonans’ Samskabelsesarena på Folkemødet sammen med en række andre centrale aktører på området.

”Fællesskaber som driver for sundhed og trivsel for alle” er titlen på en workshop samt en debat, som Friluftsrådet er medarrangør af på Folkemødet fredag den 14. juni klokken 13.30 til 15.00

Her sætter projektleder for Friluftsrådets projekt Sund i Naturen, Christina Bjørk Petersen, fokus på, hvad fællesskaber i naturen og friluftslivet kan gøre for folkesundheden. Erfaringer og viden som er opnået i projektet igennem de seneste to-et-halvt år. Samtidig fortæller hun om vigtigheden af brobygning mellem de kommunale aktører, der har ansvaret for både forebyggelse og rehabilitering af deres borgere, og de lokale friluftsfællesskaber i foreningslivet. Og hvad det er, vi i Friluftsrådet mener – og forskningen peger på – at naturen kan, som er helt særligt i sundhedsøjemed.

Efter et kort oplæg skal der så samskabes i en workshop om nye mulige løsninger med fællesskaber som driver for sundhed og trivsel for alle. Og herefter igen – fra klokken 15 til 16 – munder workshoppen ud i en debat om samme emne.

Arrangementet finder sted i Samskabelsensareanaen (A9), der samskabes af Resonans, Steno Diabetes Center Copenhagen, Sund By Netværket, IMCC, Dansk Selskab for Folkesundhed, Steno Diabetes Center Sjælland, Fredericia Kommune, Game, Sektorfrit Forebyggelseslaboratorium og Friluftsrådet.

Temaet for hele Samskabelsesarenaen i 2019 er FN’s Verdensmål nummer tre: Sundhed og trivsel - og nummer 17 Partnerskaber for handling, der netop har fokus på partnerskaber og samskabelse som metode.

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør