Nyhed

Orker får stort tilskud til eventyrligt rollespilsområde i Hareskoven

Rollespillere i Hareskoven
Foreningen Rollespilsfabrikken har fået bevilliget 500.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet. Pengene skal bruges til at forvandle et område i Hareskoven til et eventyrlandskab, som skal få flere unge til at opleve naturens fortællekraft.

Orker, sortelvere, riddere og troldkvinder. Siden starten af 1990'erne har farverige rollespillere udkæmpet massevis af dramatiske slag i Hareskoven, men snart bliver de fantasifulde fortællinger endnu mere livagtige.

Foreningen Rollespilsfabrikken har fået tilskud på 500.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som uddeles af Friluftsrådet, til at skabe et af landets første rollespilsområder med inspirerende og fantasifulde faciliteter.

Pengene skal blandt andet bruges til at bygge sheltere og to store bålhytter til de mange rollespilsarrangementer. Samtidig skal den gamle spejderhytte, som er centrum for rollespilsarrangementerne i Hareskoven, gøres mere middelalderlig. Og mobile scenografielementer kan forme området fra arrangement til arrangement.

"Rollespilshytten i Hareskoven bliver både et knudepunkt for frivilligt engagement, inklusion og en arena for eventyrlige friluftsoplevelser for børn og unge. Vi er utroligt glade for at Friluftsrådet har valgt at støtte projektet," siger Jesper Kristiansen fra Rollespilsfabrikken.

Rollespil får udsatte unge ud i naturen
Det er dog ikke kun rollespillerne i foreningen, der vil få glæde af det nye område. Rollespilsfabrikken arbejder tæt sammen med socialforvaltningen i Københavns Kommune om projektet Ny Start, hvor unge fra især

Tingbjergområdet bliver introduceret til rollespillet og skal hjælpe til med skabe området.

Det sociale aspekt er en af de ting, som gør, at Friluftsrådet vurderer projektet til at være noget ganske særligt.

"Rollespil er en fantastisk friluftsaktivitet, som skaber stærke fællesskaber og sætter naturen i spil på en helt ny måde. Det er fascinerende, legende og fantasifuldt, og derfor appellerer det til nogle børn og unge, som måske ikke ellers ville have fået så meget frisk luft," siger Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet

Projektet åbner samtidig rollespilsområdet for blandt andet skoler og børnehaver, og det vil også være åbent og tilgængeligt for alle andre - så man kan spise sin madpakke i bålhytten eller overnatte i shelterne, når de ikke er i brug af orker og elvere.

Projektet bliver realiseret af Rollespilsfabrikken i samarbejde med rollespillernes landsforening Bifrost, Københavns Kommune, Realdania-kampagnen "Underværker", Center for Børn og Natur, Børneringen og en lang række andre rollespilsforeninger. Det er hensigten at projektet skal være et fyrtårn for lignende projekter andre steder i landet.

De nye rollespilsfaciliteter forventes at stå klar til maj 2019.