Nyhed

Nytårshilsen fra Friluftsrådets formand

2017 bliver et spændende år for Friluftsrådet, der fejrer 75 års jubilæum, sætter fornyet fokus på friluftsliv og folkesundhed og intensiverer indsatsen for danskernes muligheder for at færdes i naturen.

Endnu et nyt år har meldt sin ankomst – men hvilket år!

2017 er året, hvor Friluftsrådet kan fejre 75 års jubilæum. Det er vi i fuld gang med at planlægge, og vi glæder os til at markere jubilæet sammen med medlemsorganisationer og samarbejdspartnere ved både at se tilbage på historien, kigge frem i tiden og holde fest for friluftslivet!

2017 bliver også året hvor Friluftsrådet kigger indad på vores lokale arbejde og struktur. Friluftsrådets forankring i lokale områder og i kommuner har høj prioritet for bestyrelsen. Vi kan fra centralt hold søge indflydelse på lovgivning og rammer nationalt, men kun ved at være tilstede lokalt kan Friluftsrådet få indflydelse på, hvordan rammerne udfyldes. Tendensen er, at kommunerne får mere og mere indflydelse på eksempelvis den fysiske planlægning, og 10 år efter kommunalreformen og etableringen af kredsstrukturen er der er sket meget i forhold til lokal interessevaretagelse. Derfor vil Friluftsrådets bestyrelse i samarbejde med kredsene i 2017 gennemføre en evaluering af vores lokalpolitiske arbejde med henblik på at undersøge, hvordan vi kan styrke vores lokalpolitiske indflydelse yderligere. Det bliver en spændende proces, som jeg selv følger tæt, og jeg forventer mig meget af de anbefalinger, der kommer ud af det.

Nye projekter og fokusområder vil også komme til i 2017. Der er nyt projekt om friluftsliv i grundskolen på vej, ligesom en stor satsning på friluftsliv og folkesundhed skal skrive friluftsliv ind på den sundhedspolitiske dagsorden i kommunerne.

Selvom vi tager hul på et nyt år er der nogle dagsordner, der fortsætter. En ny politisk aftale om fordeling af udlodningsmidlerne forventes at falde på plads i starten af 2017. Vi følger processen tæt og arbejder fortsat for at huske politikerne på, hvor afgørende støtten fra udlodningsmidlerne er for friluftslivet og foreningerne. Den fri og lige adgang til vores fælles natur er stadig under pres i det åbne land men også langs kysterne og senest i skovene. Der er fortsat politiske udspil om planlov, naturbeskyttelse, skovlov mm. som mangler at blive fulgt til dørs, og der fortsætter Friluftsrådet arbejdet for at sikre, at danskerne og foreningernes muligheder for at komme ud i naturen ikke forringes. Så der er nok at tage fat på for Friluftsrådets bestyrelse, kredse og sekretariat i 2017, og jeg vil ønske alle et godt nyt år med masser af oplevelser i den fri luft!

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.