Nyhed

Friluftsrådet skal have ny formand

skovvej med væltet træ og solstråler ned gennem træerne
Friluftsrådets formand gennem 16 år genopstiller ikke, når der er valg til formandsposten til april. Det meddelte han den øvrige bestyrelse på det første møde efter sommerferien. Nu starter medlemsorganisationernes arbejde med at finde en afløser for Lars Mortensen.

Efter at have stået i spidsen for Friluftsrådets bestyrelse i knapt 16 år synes formand Lars Mortensen, at tiden er kommet til at give roret videre. På bestyrelsens første møde efter sommerferien meddelte han derfor, at han ikke genopstiller til endnu en periode, når der er valg til formandsposten næste gang. 

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

”Der er sket rigtig meget i organisationen og det har været en fantastisk spændende opgave, at arbejde med at samle alle interesserne i friluftslivet. Opgaven er stadig lige spændende og relevant i disse år, hvor der er fokus på de positive effekter af at være ude i naturen og friluftslivet er mere populært end nogensinde. Men jeg har været med i mange år og synes stafetten skal gå videre” siger Lars Mortensen.  

Formandsvalg til april

Det er nu op til de 85 organisationer, der er medlem under Friluftsrådets paraply at indstille kandidater til posten som formand. Valg af formand sker hver andet år på Friluftsrådets generalforsamling som et selvstændigt valg ved siden af valget af de 10 øvrige bestyrelsesmedlemmer, hvoraf halvdelen er på valg hvert år.

Opgaven er stadig lige spændende og relevant i disse år, hvor der er fokus på de positive effekter af at være ude i naturen og friluftslivet er mere populært end nogensinde.
Lars Mortensen, formand i Friluftsrådet

Organisationer, der er optaget som A-medlemmer i Friluftsrådet (landsorganisationer) har to stemmer mens B-medlemmer (øvrige) har hver én stemme.

Lars Mortensen blev valgt til bestyrelsen første gang i 1997 og blev formand i 2003. Han har alle årene været indstillet af KFUM-Spejderne i Danmark samt Danske Baptisters Spejderkorps, Det Danske Spejderkorps, DUI-Leg, og Virke, De grønne pigespejdere, og FDF, Frivilligt Drenge- og Pigeforbund.