Nyhed

Kom tættere på naturen på Folkemødet 2023

Folkemøde område 2023
Friluftsrådet inviterer til spændende debat, samtaler og gode oplevelser i naturen for både store og små på området omkring Grøn Scene på Folkemødet 2023. Her er nogle af de programpunkter, du ikke må gå glip af.

Naturen og friluftslivet får i år sin helt egen scene på Folkemødet. Friluftsrådet står nemlig bag Grøn Scene, som ligger i et smukt naturområde ved Kampeløkken, en sidegade til Havnegade, D10.

Her kan du blandt andet komme på sanketur med Nikolaj Kirk, til debat om, hvordan vi får mere natur i Danmark, se afsløringen af Danmarks bedste friluftskommuner – eller bare tage en pause fra menneskemylderet i de smukke grønne omgivelser.

Friluftsrådet håber, at Grøn Scene kan blive samlingspunkt for debatter om menneskets relation til naturen og børn og voksne der går på opdagelse i naturen.

”Vi mener, det er helt oplagt at sætte fokus på menneskets samspil med naturen på Folkemødet. Med den nye scene vil der være masser aktivitet, der viser bredden i hvad natur- og friluftsoplevelser giver os mennesker. Der vil være spændende debatter om dilemmaerne, men også om de helt særlige oplevelser i naturen. Men lige så vigtigt bliver det et område, hvor folkemødegæsterne kan tage en pause fra menneskemylderet, nyde en kop kaffe til fuglekvidder og havudsigt eller hvile benene i træernes halvskygge,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Friluftsrådet ønsker med Grøn Scene at give natur og friluftsliv en mere tydelig plads på Folkemødet. Her er et udvalg af de debatter og oplevelser, som du kan være med til på Folkemødets Grøn Scene.

Torsdag d. 15. juni

Kl. 11-12: Kan virksomheder genoprette tabt natur og biodiversitet?
WWF Verdensnaturfonden sætter fokus på, hvordan virksomheder tager ansvar for deres historiske fodaftryk, og kan vi overhovedet genskabe tabt natur? 

Kl. 16-17: Danmarks bedste friluftskommune
Friluftsrådet offentliggør sin analyse af Danmarks Bedste Friluftskommuner og kårer Danmarks bedste friluftskommuner. I den efterfølgende debat vil de to bedste kommuner forklare, hvad de hver især gør på natur- og friluftsområdet, og hvad de påtænker at gøre endnu mere af de kommende år. Efter debatten er der mulighed for at få et glas bobler og uformel snak om udviklingen af friluftsliv i kommunerne.

Kl. 17-18: Mere skov i Danmark – men hvor, hvorfor og hvordan?
Regeringen har et mål om at rejse 250.000 hektar ny skov i Danmark – et areal på størrelse med Region Hovedstaden. Men hvor skal skovene ligge, og hvordan de skal de udformes, så de både bliver en gevinst for træproduktionen, klimaet, biodiversiteten og befolkningen? Det sætter Klimaskovfonden fokus på i denne debat.

Fredag d. 16. juni

Kl. 8-9 Morgenløb med Folkemødet
Danmarks Idrætsforbund og Friluftsrådet inviterer til morgenløb i den smukke og bakkede natur ved Allinge. Ruten er en 4,7 kilometer naturskøn rute. Vi løber i stille og roligt tempo, og alle kan gennemføre – i løbesko eller travesko. 

Kl. 11-12: Mere natur - hvor hurtigt og hvordan?
Der er politiske ambitioner om mere natur. Men udviklingen går langsomt. Så hvordan sætter vi ekstra skub på etableringen af mere natur? Debatten inviterer aktører med forskellig baggrund som NGO, erhverv, ekspert og politiker til at deltage i en drøftelse af muligheder for at få skabt mere natur i Danmark. 

Kl. 13-14 Samtale med jægerne om vildt som spise
En af de helt store glæder ved jægerlivet er maden - og vildt tilberedt over bål er ingen undtagelse. Derfor inviterer Danmarks Jægerforbund til en snak om naturen som spisekammer - og der vil også være lidt smagsprøver.

Kl. 16-17 Sådan kan friluftsliv løse trivselskrisen hos børn og unge
I dag bruger børn mellem 8-18 år i gennemsnit 6,5 timer om dagen med elektroniske medier – og de er mere ensomme end nogensinde før. Vær med til at debattere, hvordan naturen og fællesskabet kan bidrage til at løse trivselskrisen blandt børn og unge med Foreningen Spejderne. 

Lørdag d. 17. juni

Kl. 8-9 Morgengymnastik i det fri med DGI – Naturtræning
Kom og prøv Naturtræning med DGI Bornholm. Bevægelsesglæde i naturen som hjælper både krop og sjæl. Med ’Naturtræning – Tryg i natur, motion og forening’ bliver det nu lettere for dig med stress, angst og depression at komme tilbage til en normal og styrket hverdag ved at engagere dig på et motionshold i din lokale idrætsforening

Kl. 11-14: Sanketur med Nikolaj Kirk - Vildt på spyd
Bliv klog på naturen og lær, hvordan du får børn til at elske sanketure. Lørdag formiddag inviterer Nikolaj Kirk børn til at komme på en sanketur i området omkring den Grønne Scene. Efter sanketuren vil der blive lavet mad og talt om, hvordan vi kan bruge råvarer fra naturen, og hvilken betydning naturen har for os.

Kl. 14-15: Parkbattle 
Nationalpark, naturpark, geopark... Der findes efterhånden mange forskellige parktyper i den danske natur. Kom og bliv klogere på, hvordan de arbejder, hvad forskellen er på dem, og hvilken forskel de gør for naturen, turismen og lokalbefolkningen.

Se hele programmet for Grøn Scene her:

Kontakt
portrætfoto af Rasmus schou christensen taget udenfor med busk i baggrunden
Politisk konsulent
24 47 42 94