Nyhed

Send et billede, når du møder en barriere i naturen

Gå Nye Veje - Stop Skilteskoven
Har du mødt et skilt, en bom eller en anden barriere i naturen, som du er i tvivl om er lovlig? Send den til Friluftsrådet og vær med til at rydde op i skilteskoven.

Der er tusindvis af ulovlige barrierer i skove, på stranden og i det åbne land, som forringer vores adgang til naturen. Nogle er lovlige - mange er det ikke. Siden Friluftsrådet lancerede gaanyeveje.dk, har flere end 600 borgere meldt barrierer ind på kampagnesiden. Det er alt fra skilte, kæder, hegn, bomme, og låger, som folk har taget billeder af i naturen, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de er lovlige.

"Det er rigtig positivt, at så mange har fulgt opfordringen og gerne vil hjælpe os alle sammen med at få bedre adgang til naturen. Vi ved, at der er mange tusinde barrierer derude, så vi er glade for opbakningen", siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll. 

Det er de kommunale myndigheder, der afgør, om en barriere er ulovlig eller ej. Når Friluftsrådet modtager en indberetning fra en borger, bliver der foretaget en vurdering af, om sagen er relevant, og dem der er, bliver sendt videre til behandling og afgørelse hos den pågældende kommune. I denne uge blev adgangssag nummer 451 sendt videre til behandling i kommunerne. 

Stop skilteskoven

Friluftsrådet arbejder for, at naturen i Danmark skal være fri for ulovlige skilte og barrierer, så en tur i skoven, ved stranden eller i det åbne land bliver en bedre naturoplevelse for os alle sammen. Og vi har brug for dig:

Har du mødt et skilt, en bom eller en anden barriere i naturen, som du er i tvivl om er lovlig? Registrer din barriere på www.gaanyeveje.dk.

Det eneste du skal gøre, er at tage et billede af barrieren, uploade det og udfylde information om hvor barrieren er placeret.

Om kampagnen Gå Nye Veje

Gå Nye Veje er Friluftsrådets kampagne, som har til formål at få nedbragt det høje antal af ulovlige barrierer, der er i den danske natur. Derfor indeholder kampagnen muligheden for, at alle danskere kan registrere de barrierer, de møder derude - fra låger og hegn til skilte. Læs mere om kampagnen på www.gaanyeveje.dk 

kampagne illu
Friluftsrådet opfordrer i en ny kampagne ”Gå Nye Veje – stop skilteskoven” danskerne til at indberette de barrierer, de møder i naturen. Direktør Winni Grosbøll svarer her på seks spørgsmål om kampagnen.

 

Gå Nye Veje - Stop Skilteskoven