Naturpark Åmosen samarbejder med lokale om at lave borgerkort
Hemmelige vandrestier, gode spisesteder eller en særligt sjov legeplads for ungerne. Ofte er det de lokale borgere, der kender mest til de gode oplevelser og sjove fortællinger, som et naturområde byder på. Det ved de i Naturpark Åmosen, og derfor inviterer naturparken nu, i samarbejde med en gruppe forskere fra Roskilde Universitet, borgere i Kalundborg, Sørø og Holbæk Kommuner til at bidrage med personlige historier om Naturpark Åmosen, heurnder områderne omkring Tissø, Lille Åmose, Øvre og Nedre Halleby Å og Flasken ved Storebælt.
Udstillinger på kommunernes biblioteker
Fra onsdag d. 19. august og de følgende tre måneder kan borgere fra området besøge lokale biblioteker og bidrage til et fælles borgerkort over naturparken. Initiativet er en del af et stort projekt, der skal formidle Åmosens kulturhistoriske og geologiske værdier ude i selve landskabet ved at inddrage borgernes egen viden om og oplevelser i området. På bibliotekerne vil man kunne finde en udstilling om projektet og selv komme med historier og viden til et fælles borgerkort.
De lokales fortællinger skal frem i lyset
Projektleder Thomas Skou Grindsted beskriver projektet ”Nye Veje i naturpark Åmosen” således:
”I projektet indsamler vi fortællinger. Det kan for eksempel være fortællinger om pandekagestedet eller pyromanmandens hus, og mange andre gode historier. Det er de lokale, der ved, hvad der er de bedste fortællinger for deres område. Så vi håber meget, at en masse lokale borgere har lyst at fortælle lige præcis deres historie og være med til at kortlægge fortællingerne om naturparken.”
Thomas Skou Grindsted og hans kolleger sætter udstillingen op på bibliotekerne i Kalundborg, Søre og Holbæk Kommuner. Her kan den de fleste steder ses fra onsdag d. 19. august
Du kan følge projektet ”Nye Veje i Naturpark Åmosen” på hjemmesiden www.ruc.dk/npaa eller http://naturparkaamosen.dk/
Du er også velkommen til at kontakte Thomas Skou Grindsted på tskoug@ruc.dk
Om de fælles kort, der bliver lavet ud fra borgernes bidrag, fortæller Thomas Skou Grindsted, at de vil blive en del af det samlede materiale om naturparken.
”Kortet vil være offentlig tilgængeligt på Naturpark Åmosens hjemmeside, og det vil også komme i brochurer og andet materiale. Så kan de gæster og borgere, der bevæger sig rundt i landskabet, få en oplevelse af, hvor fantastisk Åmosen er. Det kan også blive til offentlige kort, foldere, plakater og andet materiale, som man kan printe og hænge op derhjemme. Med de lokales fortællinger på.”
Naturpark Åmosen har været certificeret under Danske Naturparker siden 2014, og det var den første naturpark, der fik titlen som Dansk Naturpark. Du kan læse om alle de danske naturparker og pilotnaturparker på www.danskenaturparker.dk
Naturpark Åmosen bindes sammen af vandet. Fra den dybe Åmose i øst til de hvide sandstrande langs storebæltskysten i vest bugter naturparken sig og udgør en sammenhængende landskabskorridor bestående af et kuperet morænelandskab af ådale, søer og moseområder.
Landskabet er overalt præget af spor fra istidens gletsjere, randmoræner, hedesletter og dødishuller, og parken indeholder Danmarks fjerdestørste ferskvandssø, Tissø, der gennemstrømmes af Halleby Å. I naturparken kan man gå på opdagelse i danmarkshistorien, og se, hvordan naturen og mennesker har eksisteret i samspil gennem næsten 13.000 år fra jægerstenalderen, vikingetiden, middelalderen frem til verdenskrigene
Læs mere om naturparken på www.naturparkaamosen.dk eller via Facebook