Nominér din favorit-naturoplevelse
Vi har alle sammen minder fra oplevelser vi har haft i naturen som barn. Måske kan du genkende følelsen af at træde i en varm kokasse med bare tæer, trække en igle ud af foden eller kaste dig ud i brusende bølger i havet. Desværre kommer børn mindre i naturen end tidligere. Den udvikling vil Friluftsrådet vende og du kan være med.
Der er nogle oplevelser i naturen, man bare skal have som barn, mener Friluftsrådet. Det er oplevelser, som bliver siddende i kroppen resten af livet og som er sjove og udviklende for børn. Børn bliver nemlig større i naturen. Deres horisont udvider sig, de får uglet hår, jord på knæene og tillid til sig selv og verden. Det er budskabet i kampagnen ’Børn Gror i Natur’.
Nominer din oplevelse og deltag i konkurrence
Har du en god ide til, hvad der er musthave for børn at prøve i naturen, så nominer din oplevelse på www.børngrorinatur.dk . Det kan for eksempel være at sove under åben himmel, at fange krabber eller at fare vild i skoven. Vi trækker lod blandt de nominerede oplevelser den 10. oktober 2018 om lækre præmier fra www.juniorgrej.dk .
De bedste ideer bliver samlet til en kanon over naturoplevelser for børn, som bliver offentliggjort i december 2018 og som skal give flere børn oplevelser i naturen.
Naturen er et skatkammer fyldt med alt det, som et barn har brug for, så der er masser af gode oplevelser, man kan nominere” siger Louise Skou Grindsted, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet
Børn kommer mindre i naturen
Børn er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre var, da de var børn. Kun en tredjedel af landets børn mellem 2-15 år har prøvet at overnatte i naturen og kun knap halvdelen har prøvet at lave et bål. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Friluftsrådet.
Kampagnen er en del af et projekt under Center for Børn og Natur, som består af Københavns Universitet, Syddansk Universitet, VIA University College og Aarhus Universitet samt Friluftsrådet og er støttet af Nordea-fonden. Centerets vision er, at børn skal 10 procent mere ud i naturen.