Vandrere i Naturpark Nissum Fjord
Vandrere i Naturpark Nissum Fjord

Hjælpepulje til lokale friluftsforeninger som følge af covid-19

Friluftsrådet har uddelt en pulje til lokale friluftsforeninger, der er økonomisk trængte som følge af covid-19. Puljen var åben for ansøgning fra 23. juni til 10. juli 2020. Der er modtaget i alt 47 ansøgninger. Alle ansøgere har fået svar den 27. august 2020.

Formål

Puljen yder ekstraordinært tilskud til lokale friluftsforeninger for at afbøde de negative økonomiske konsekvenser, som foreninger oplever som følge af nedlukning for aktivitet og aflysning af arrangementer i forbindelse med covid-19 krisen.

Hvem kan søge puljen?

Puljen er rettet mod lokale friluftsforeninger, der er ramt økonomisk af covid-19, og som har hjemsted i Danmark. Foreninger i Grønland og Færøerne kan ikke søge puljen. Det er ikke et krav, at ansøgende foreninger skal være medlem af Friluftsrådet.

Puljen kan søges af alle typer lokale friluftsforeninger, der ikke kan komme i betragtning i andre covid-19 støtteordninger til foreninger, herunder puljerne under DIF/DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og DUF.

Hvad kan der søges til?

Der kan søges om tilskud til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser, som foreningen oplever som følge af nedlukning for aktivitet og aflysning af arrangementer i forbindelse med covid-19 i perioden 11. marts til 31. december 2020.

I beregningen af de økonomiske konsekvenser indgår allerede afholdte udgifter, tabte nettoindtægter, samt eventuelle besparelser eller reducerede udgifter.

Der kan eksempelvis være tale om:

  • Allerede afholdte udgifter til mindre arrangementer (maks. 350 deltagere), der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19. F.eks. lokaleleje og forplejning.
  • Tabte indtægter fra sponsorer, annoncer, støtteindbetalinger, udlejning af lokaler og udstyr mv. som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19.
  • Tabte nettoindtægter fra foreningsarbejde på festivaler, markeder eller andre arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19.
  • Tabte nettoindtægter fra egne arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19.
  • Tabte indtægter fra medlemskontingenter som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19.
  • Generelle besparelser på udgifter til drift og vedligehold eller reducerede udgifter til kørsel, forplejning, lokaleleje, markedsføring, kontorhold mv.


Der kan kun søges om dækning af tabte nettoindtægter, hvilket betyder, at ansøgere skal modregne eventuelle besparelser eller reducerede udgifter, som foreningen måtte have haft i perioden for nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19.

Ansøgere skal i beregningen af tabte nettoindtægter tage udgangspunkt i faktiske tilsvarende regnskabstal i foregående regnskabsår.

Om hjælpepuljen

Den ekstraordinære støtteordning er oprettet af Miljøministeren med bred opbakning fra Folketingets partier. Puljen skal give en hjælpende hånd til lokale friluftsforeninger, der er klemt af corona-krisen.

Hvad kan der ikke søges til?

Der kan ikke søges tilskud til:

  • Dækning af udgifter/tabte indtægter, som foreningen ikke selv har afholdt/tabt.
  • Dækning af udgifter/tabte indtægter, som er dækket af forsikring.
  • Dækning af udgifter/tabte indtægter, som dækkes af kompensationsordningen for aflysning af større arrangementer, lønkompensationsordningen eller andre offentlige støtteordninger.

Hvor stort et beløb kan tilskuddet udgøre?

Der er i alt afsat 2.425.000 kr. til puljen.

Der kan ikke søges om tilskud på under 20.000 kr.

Der er ingen faste beløbsgrænser for bevillinger. 

Med udgangspunkt i tildelingskriterierne for puljen vil Friluftsrådet dog prioritere at støtte friluftsforeninger, der oplever store økonomiske konsekvenser som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19, og samtidig prioritere at støtte så mange økonomisk trængte friluftsforeninger som muligt.

Tilskud fra puljen vil bero på en vurdering af den enkelte ansøgning og volumen af de samlede ansøgninger, men forventes hovedsageligt at ligge mellem 20.000 kr. og 100.000 kr.

Friluftsrådet kan bevilge lavere beløb end det ansøgte under hensyntagen til puljens størrelse og hensigtsmæssig udbredelse og anvendelse af midlerne.

Tildelings- og prioriteringskriterier

Friluftsrådet vil i sagsbehandlingen af ansøgninger lægge vægt på følgende kriterier:

  • Det prioriteres at støtte friluftsforeninger, der har oplevet store økonomiske konsekvenser som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19. Det indbefatter foreninger, hvor udgifter/tabte indtægter som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med covid-19 udgør en stor del af foreningens samlede indtægter og likviditet.
  • Det prioriteres at støtte så mange økonomisk trængte friluftsforeninger som muligt.

Ansøgningsprocedure og -frist

Der var frist for at søge den 10. juli 2020 inden midnat.

Ansøgningen skal indeholde:

  • Foreningens navn, adresse, CVR-nr. og kontaktperson
  • Foreningens vedtægter
  • Beskrivelse af hvordan og i hvilket omfang nedlukningen for aktivitet som følge af covid-19 har påvirket foreningens økonomi og aktivitet
  • Beregning og samlet opgørelse af økonomisk tab
  • Ansøgt beløb
  • Information om foreningens økonomi:
    • Samlede indtægter i det seneste regnskabsår
    • Resultat i det seneste regnskabsår
    • Værdi af likvide midler og værdipapirer per 1. juni 2020
    • Forventet resultat i 2020
  • Tro og love-erklæring på, at oplysningerne i ansøgningen er korrekte, samt at foreningen ikke ansøger om tilskud til dækning af udgifter/tabte indtægter, der er dækket på anden vis, f.eks. af regeringens øvrige hjælpepakker eller andre covid-19 støtteordninger til foreninger.

Eventuelt supplerende materiale kan vedhæftes som bilag.

Behandling og besvarelse af ansøgninger

Alle ansøgere har modtaget svar per mail den 27. august 2020.

Tilskudsmodtagere får et tilsagnsbrev, hvor tilskuddets størrelse og betingelser vil fremgå.

Udbetaling af tilskud

Udbetaling af tilskuddet vil finde sted inden for 14 dage efter, at alle ansøgninger til puljen er afgjort.

Tilskudsvilkår

Modtagere af tilskud på 100.000 kr. og derunder oplyses (i bevillingsbrevet) om, at Friluftsrådets revisor blandt alle modtagere af tilskud på 100.000 kr. og derunder udfører stikprøve på fem procent, som pålægges at indsende en erklæring om aftalte arbejdshandlinger på, at det modtagne tilskud ikke er dækket på anden vis.

Modtagere af tilskud over 100.000 kr. skal, inden udgangen af første kvartal 2021, indsende en erklæring om aftalte arbejdshandlinger på, at det modtagne tilskud ikke er dækket på anden vis.

Såfremt de udgifter/tabte indtægter, der er bevilget tilskud til, dækkes helt eller delvist på anden vis, skal tilskudsbeløbet tilbagebetales til Friluftsrådet.