Broen over Susåen

Aktuelle sager i Friluftsrådet Sydvestsjælland

Friluftsrådet Sydvestsjælland arbejder på at forbedre mulighederne for at komme rundt i kommunernes natur. Det handler både om at sikre nye og bevare de eksisterende muligheder for friluftsliv. Det er sagerne om spang over Susåen og Alsted-stien eksempler på, læs videre om disse ved at trykke på teksten eller på filen.

Opsat bom spærrer for offentlighedens adgang til Storebæltskysten

Friluftsrådet Sydvestsjælland har fremsendt en klage til Slagelse Kommune i forbindelse med opsætning af en bom over privat fællesvej ved Stibjergvej, Korsør ud for nr. 107:

Ulovlig opsat bom for at forhindre færdsel til stranden
Bom ulovligt opsat over Stibjergvej, Korsør ved nr. 107. Bommen forsøger at hindre offentlighedens adgang til stranden og spærrer i øvrigt for redningsvejen.

I klagen anfører Friluftsrådet Sydvestsjælland, at vi påklager opsættelse af bom, opsat på tværs af asfaltvej ved Stibjergvej 107, 4220 Korsør.

Vi mener ikke det er en lovlig opsat bom grundet flg.

På private fællesveje gælder iflg. Slagelse Kommunes hjemmeside bl.a.: ”og som bruges af andre end den, der ejer den jord, vejen ligger på”. Hvilket vil sige: Der er offentlig adgang.

Vejen har eksisteret i langt over 100 år, og har altid givet offentligheden adgang til stranden. Der er altså efter Friluftsrådets mening vundet hævd for offentligheden.

Vejen kan bruges som redningsvej ved evt. ulykker ved eller på stranden.

Ejeren af Stibjergvej 107 ejer heller ikke marken, og dermed heller ikke rabatten på modsatte side (højre side af vejen), hvorfor han ingen ret har til at spærre af for denne.

Vi har fuld forståelse for at ejeren af Stibjergvej 107 ikke ønsker biler parkeret på sin grund, hvilket vi tror er den primære årsag til at bommen er opsat, men udover ovennævnte punkter har bommen den uheldige virkning, at gæster, der ikke tidligere har været på Stibjerg Strand – og derfor ikke kender området – og heller ikke kender deres ret til at færdes frit på markveje, tror skiltet er lovligt, og derfor vender om igen, og dermed går glip af en tur ud i vores frie natur.

Dette er endnu et eksempel på at ejere af ejendomme i naturskønne områder forsøger at forhindre offentligheden i at komme ud i vores fælles natur.

Slagelse Kommune har kvitteret for modtagelse af klagen, og Friluftsrådet Sydvestsjælland forventer at klagen bliver taget seriøst og at adgangen til stranden genoprettes og i øvrigt at de oplagte sten for enden af markvejen lægges tilbage på stranden hvorfra de er fjernet.

Spærret markvej ved storebæltskysten
Den ulovligt opsatte bom over Stibjergvej forhindrer offentlighedens adgang forbi det gamle ishus og ned til Storebæltsstranden.
Stenspærring ved Stibjergvej
For enden af den nu lukkede vej er der tillagt en lang række store sten, som synes hentet langs stranden, hvilket synes i strid med alle bestemmelser.

Adgang for alle på Alsted-stien i Sorø

For 13 år siden blev en sti, der forbinder landsbyen Alsted ved Sorø med Susåen, pløjet op og marken blev hegnet ind. Lige siden har lokale borgere og foreninger kæmpet for at der skal være offentlig adgang til Susådalens særlige natur. Indtil videre uden held. Læs føljetonen om Alsted-stien, der trods adskillige afgørelser fra myndigheder endnu ikke er genetableret.

Udsigt over Susådalen ved Alsted
Den tabte udsigt over Susådalen ved Alsted

Tålmodigheden er ved at være brugt op for Friluftsrådet Sydvestsjælland og den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, DN Sorø. I 13 år har de forsøgt at sikre lokalbefolkningens adgang til den unikke natur i Susådalen efter, at en markvej fra byen til åen blev pløjet op og lukket af for offentlig adgang. Natur- og Miljøklagenævnet har ellers tilbage i 2015 afgjort, at der skal laves en alternativ sti med rundtur for borgerne, men det har Sorø Kommune ikke fulgt op på trods henvendelser og møder med Friluftsrådet og DN Sorø.    

"Det er utrolig frustrerende og spild af alles tid, at der ikke en gang for alle, bliver taget hånd om sagen og at den sti som klagenævnet jo har besluttet skal være der,  bliver etableret. Det er helt ubegribeligt , at det kan tage så mange år, og at der kan være så mange forhindringer for at give befolkningen den adgang til naturen, som de har ret til," siger Rolf Lehrmann fra Friluftsrådet Sydvestsjælland. 

Han henviser til at Natur- og Miljøklagenævnet tilbage i 2015 slog fast at den oprindelige sti, der blev pløjet op i 2007 havde væsentlig rekreativ værdi for de lokale beboere og andre naturgæster og derfor ikke måtte nedlægges uden, at der blev etableret en alternativ rute. Siden har foreningerne forsøgt at trænge igennem til Ankestyrelsen, fordi Sorø Kommune har forholdt sig passivt til sagen i årevis, men heller ikke her, var heldet med dem. 

Selvom tålmodigheden er sat på en grundig prøve, så giver Friluftsrådet Sydvestsjælland ikke op. 

"Vi giver ikke op, for den her sag er så principiel for folks mulighed for at komme ud i vores fælles natur. Lodsejere må ikke have mulighed for at lukke for naturen imod reglerne og myndighederne må ikke have held med at sylte sagerne, for så kommer det til at se sløjt ud for befolkningens adgang til natur" siger Rolf Lehrmann, der nu endnu en gang henvender sig til Sorø Kommunes borgmester med en appel om at få genetableret stien.

(Sendt til lokale medier og bragt på Friluftsrådets hjemmesider d. 3. august 2020)

Grafisk fremstilling af føljetonen om Alsted stien
Grafisk fremstilling af føljetonen omkring marekvejen ved Alsted, en føljeton som absolut ikke er afsluttet endnu.

Sorø Kommune har d. 4. december 2020 fremsendt en partshøring til lodsejeren med forslag til lovliggørelse af nedlæggelse af markvejen: 

 

 

Tilhørende korbilag:

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

 

 

Oplægget fra Sorø Kommune er fortsat ikke en rundtur som forudsat i Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i 2015. Vi afventer og ser om der kommer noget ud af Kommunens henvendelse til lodsejeren.

Spang over Susåen vil forbedre friluftsruterne på Sjælland

Der har siden 1980-erne været arbejdet intenst på at skaffe forbindelse mellem Sorø og Næstved Kommune over Susåen, uden at adgangen skal ske via den befærdede Næstvedvej med den meget stejle bakke på begge sider af broen. 

Muligheden for at skabe forbindelse har hele tiden været mødt med modstand fra forskellig lodsejerside, mens der har været løbende tilsagn om økonomisk støtte til etablering af en egentlig spang med mulighed for passage af gående og cyklende og med mulighed for at kanosejladsen kan passere uhindret ad Susåen.

Her ønskes spangen (broen) over Susåen placeret
Her ønskes spangen (broen) over Susåen placeret

Først med etablering af Fonden omkring Kongsgaarden Vester Broby (http://www.kongsgaardenbroby.dk/ ) synes der er komme realiteter bag etableringen af spangen (broen), idet det vil være oplagt at etablere spangen fra engen ved Kongsgaarden og over mod Næsby, for øvrigt netop der, hvor der tidligere har været en bro over Susåen, hvilket kan ses af eksisterende pæle. 
Fredningsnævnet har givet deres tilsagn til at spangen må etableres det pågældende sted, dog betinget af at den isfugl, som har fundet redeplads i en rodvælter, ikke længere har sin yngleplads der.

Der synes således at være mulighed for at kunne realisere spangen, som dog fortsat møder modstand fra en lodsejer, således at der formentlig skal en ekspropriation til for at få de sidste hurdler ryddet af vejen.

Når broen, spangen og de tilhørende stier bliver etableret, vil de omfattende stisystemer i de 2 kommuner kunne kobles sammen til et stort og velfungerende stisystem hen over det smukke Midtsjælland og i forbindelse med Tystrup-Bavelse Naturpark, som også kunne trænge til at blive en egentlig certificeret naturpark.

Broen over Susåen
Broen over Susåen d. 16. april 2020

Broen over Susåen er etableret i løbet af vinteren/foråret 2020 og kan benyttes til en fremragende tur over Susåen langt fra biler og støj. Det eneste som mangler er en officiel indvielse, som alene afventer ophævelse af diverse restriktioner i forbindelse med muligheden for spredning af coronasmitte.