På billedet ses resterne fra et jernbanespor. Jernbanen er dækket til med græs

Tag cyklen langs gamle jernbanespor

De gamle danske jernbanespor er perfekte cykelruter. Ingen biler, ingen stejle bakker – bare lange, lige stier gennem skøn natur. Over 1.000 kilometer nedlagte spor er bevaret, så du kan pumpe cyklen og pifte til afgang over hele landet!

Engang stred dampende lokomotiver sig gennem landskabet og forbandt snart sagt alle danske byer som perler på en snor. I dag er driften nedlagt mange steder, og skinnerne er forsvundet – men sporene løber stadig deres snorlige vej gennem landskabet.

Mange gamle jernbaneruter er i dag omlagt til fredelige naturstier. De er perfekte som cykelruter – og da biler ikke har adgang på sporene er det et oplagt sted at cykle med børn.

Nogle steder er sporene korte – bare nogle få kilometers sti gennem landskabet. Men over hele landet findes lange spor. Fx den hele 115 km lange rute mellem Grindsted og Langå i hjertet af Jylland.

Cykeltur uden bakker

Omkring 1.000 km af de gamle jernbanespor er bevaret. Da banerne blev anlagt, gravede arbejderne gennem bakker og førte sporene over dæmninger. Så nogle steder vil du føle dig »højt til hest«. Og andre steder mærker du højderne omkring dig. Så du kan glæde dig til en meget varieret cykeltur – og en helt unik landskabelig oplevelse.

Enkelte steder er der svage stigninger og fald, men det er ikke noget, der kan forstyrre hjerterytmen i nævneværdig grad. Så alle kan være med – og det er ganske gratis at løse billet.

Din oplevelse kan begynde her
Prøv en skinnecykel

Fem steder i Danmark er skinnerne bevaret på de gamle jernbaneruter, så du kan prøve at køre på skinnecykel. Turene er på 5 til 30 kilometer, og du kan leje cyklen i nogle få timer eller en hel dag. Der er plads til en passager eller to, så det bliver hyggeligt!

Se ruterne til skinnecykler

Missing indholdselement.