Stand up paddle

Stand Up Paddle Board (SUP)

Prøv en anderledes og sjov måde at være aktiv på vandet på. Stand up paddling hitter over hele landet, og du kan få mange sjove friluftsoplevelser på boardet.
Person på sup-board i bynært farvand

Hold balancen og nyd naturen. Stand Up Paddle - eller bare SUP - er surfing, hvor man står på et board (et bræt) og bruger en paddel til fremdrift. 

Stand Up Paddle er de sidste år blevet mere og mere populært, da de fleste kan være med, og det kan foregå stort set alle vegne, hvor der er vand.  

Ifølge Michael Lindberg, mangeårig surfer og projektchef hos Surf og Rafting forbundet, giver Stand Up Paddle en stor frihed og en helt særlig kærlighed til naturen.

"Der er en stor frihed i SUP. Man bliver en del af naturen og mærker dens kræfter på egen krop. Det giver en stor kærlighed til naturen," siger Michael Lindberg. 

Læs også: Sådan kommer du i gang med at surfe

Ti gode råd om sikkerhed

1. Brug ALTID en leash (en snor, der forbinder dig til dit board). 

2. Husk svømmevest (det er et lovkrav), også selv om du er en habil svømmer

3. Medbring telefon (i vandtæt etui), så du kan ringe efter hjælp, hvis det er nødvendigt.

4. Gå som udgangspunkt ikke alene på vandet.

5. Fortæl andre hvor du/i padler ud og hvornår du/i forventer at være tilbage.

6. Få et introduktionskursus i en DSRF forening eller hos en surfskole.

7. “If in doubt, don’t paddle out” – brug din sunde fornuft og kend dine begrænsninger.

8. Brug korrekt påklædning efter årstiden samt vind- og vejrforhold.

9. Undersøg altid vind- og vejrforhold inden du går ud. Gå ikke ud i fralandsvind, hvis du er nybegynder eller let øvet.

10. Brug padlen til at signalere, hvis du er i nød.

Kilde: Dansk Surf og Rafting Forbund 

 

Hvordan kommer jeg i gang?

Et godt første skridt for begyndere at opsøge en lokal SUP-forening eller en surfbutik.

Her kan man finde det rette udstyr og få vejledning og råd. Samtidig kan man blive grundigt introduceret til stand up paddle, så man ved, hvad man laver, når man kommer ud på vandet.

Der findes i Danmark mange SUP-foreninger, og SUP-miljøet har ifølge Michael Lindberg generelt et stærkt foreningsliv, så selv om man sagtens kan stand up paddle alene, giver det noget ekstra at være med i en forening. 

Blandt andet afholder mange foreninger introduktionskurser til SUP.  

Hvor kan man Stand Up Paddle?

Noget af det gode ved SUP er, at man kan gøre det mange steder.

Danmark har over 8.000 kilometer kyst, så havet er det oplagte sted, herunder i mange havne som for eksempel dele af Københavns Havn. 

Søer og åer er som udgangspunkt også en mulighed, men vær opmærksom på reglerne, for det er ikke tilladt at stand up paddle alle vegne. Udover på private søer, hvor det kræver en tilladelse fra ejeren, skal man holde sig fra blandt andet søer i skove og fra fredede områder.

Se adgangsreglerne for søer og vandløb

Find en forening med Stand Up Paddle-nær dig

Stand up paddle'ere i Københavns Havn
Mange unge tager sig en SUP tur i det københavnske farvand. Vær dog opmærksom på reglerne for færdsel i havneområder.

Læs også: Sådan kommer du i gang med at sejle i kajak