Vinterbadning
Hop i det iskolde vand og oplev den helt specielle lykkefølelse, som vinterbadning giver. Her er vores guide til, hvordan du kommer i gang.

Vinterbadning er over de seneste år blevet mere og mere populært hos danskerne, der i større og større antal hopper i det kolde gys. 

Årsagerne er mange, blandt andet udløser "chok-effekten" af den bratte nedkøling af kroppen en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet, ligesom det kolde vand er med til at booste immunforsvaret.

Naturoplevelsen og den meget bogstavelige brug af sanserne rangerer også højt på manges hvorfor-liste, og endelig er det en sund social oplevelse at vinterbade - hvad enten du gør det i en klub eller "bare" sammen med gode venner, og uanset om I slutter i en sauna eller snupper en kop brandvarm kaffe efter det kolde dyp. 

Men hvordan kommer du i gang, hvis du aldrig har badet i koldt vand før? Her er seks gode råd. 

Vinterbadning fra søbro

1. Kom hurtigt i 

Hvis du er begynder, er det en god idé at tage de første dyp, mens vandet stadig er relativt lunt - dvs. i august eller september. Der er dog intet til hinder for, at du vinterbader for første gang i vinterbadesæsonen, dvs. efter 1. oktober. Men det kan være en større overvindelse, så gør (uanset hvornår du starter) følgende: 

Lad være at stå på badebroen for længe, inden du går i vandet.

Og lad også være at dyppe dine fødder i vandet for lige at mærke temperaturen.

Den ér lav, så kom i stedet hurtigt i vandet uden at overveje det så længe inden, at du fortryder. 

2. Bad fra en bro

Du kan sagtens gå i vandet fra en strand, men hvis det er muligt for dig, så bad fra en bro. På den måde er du hurtigere i (med hele kroppen) fremfor at skulle vade ud i lavt vand, som er både virkelig koldt for fødder og lægmuskler og kan være ubehageligt for kroppen med eventuel kold vind, ligesom du risikerer at fortryde på vejen, inden du kommer under og mærker suset.

Bader du fra en bro, kan du også hurtigt komme op af vandet igen. Det er både i forhold til sikkerhed og den eventuelle følelse af ubehag ved det kolde vand en klar fordel. 

Ps. En bro betyder, at du kan komme hurtigere i, men hop aldrig på hovedet i koldt vand.  

Vinterbadning - nøgen mand

3. Find en bademakker

Udover det sociale aspekt i at have en at dele oplevelsen med - før, under og efter - er det sikkerhedsmæssigt en rigtig god idé at vinterbade sammen med nogen.

Bliver du utilpas, er der en til at hjælpe dig, og går noget galt, har du i koldt vand brug for hurtigere hjælp end i "normalt" badevand. 

Er du ikke medlem af en vinterbadeklub, hvor der ofte er andre at bade med, og er der ingen i din omgangskreds, der vil med, kan du prøve at søge efter selskab i en af de utallige vinterbader-Facebook-grupper. 

4. Bliv under i ti sekunder

Når du har sænket din krop ned i det kolde vand, vil din krop skrige om, at du hurtigst muligt kommer væk fra det.

Lad være med det. Bliv under længe nok til, at du mærker suset, når du kommer op - men samtidig ikke så længe, at du mister følelsen i hænder og fødder. Som tommelfingerregel skal du være under (ikke med hovedet) i den tid, det tager at tælle langsomt til ti - de allerførste gange eventuelt bare til fem. 

Når du er blevet mere garvet, kan du udvide tidsrummet, ligesom mange erfarne vinterbadere råder til, at man tager to dyp. Det behøver du dog ikke starte ud med. 

5. Husk at trække vejret

Kroppens instinktive reaktion på kuldechokket er panik og dermed en hurtig overfladisk vejrtrækning, altså en form for hyperventilering, som kan føre til, at du kommer til at sluge vand og i værste fald drukne.  

Undgå det ved at være bevidst om at trække vejret langsomt og roligt.  

6. Få hurtigt varmen igen

Et dyp i iskoldt vand får blodet til at rulle hurtigere, og når du kommer op, vil du ikke nødvendigvis fryse, men mærke en opkvikkende fornemmelse.

Har du adgang til en sauna, er det selvfølgelig dejligt, men ikke nødvendigt - din krop kan sagtens regulere temperaturen, blot du forholdsvis hurtigt trækker det eventuelt våde badetøj af (mange bader nøgne for at slippe for vådt tøj på kroppen) og svøber dig i et håndklæde eller lignende. 

Medbring eventuelt en lang badekåbe eller blødt tøj, som du hurtigt kan trække på. Står du og bakser for længe med stramme bukser, kan du risikere at blive kold. 

Derudover er det en god idé at bade med hue på, som holder hovedet varmt. 

Husk vinterbade-rådene

FØR DU GÅR I VANDET
1. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret
2. Pas på is på trappe og bro
3. Sænk kroppen roligt ned i vandet
4. Bad aldrig alene

NÅR DU ER I VANDET
5. Træk vejret roligt
6. Hold øje med hinanden
7. Hold dig tæt ved trappe eller bro
8. Svøm aldrig under isen

Kilde: Rådet for Større Badesikkerhed

Din garanti for et sted at opleve det kolde gys på et badested, hvor vandet er rent, og rammerne er sikre.

 

badepunkt
Find dit Badepunkt og Vinterbadepunkt.
Dokumenter