pasta puttanesca i stormkøkken

Pasta puttanesca i stormkøkken

Klassisk italiensk ret, der let kan konverteres til et vildmarksmåltid. Det kræver lidt forberedelse - men smager bare endnu bedre under åben himmel.

Ingredienser

Til 2 personer:

200 g sorte oliven

2 spsk. kapers

4-5 stk. rensede ansjoser

3 fed hvidløg

1 frisk rød chili

1 dåse flåede tomater

1 spsk. revet citronskal

1 håndfuld persille

1 smule olivenolie

Evt. revet parmasanost – selv om det traditionelt ikke hører til.

250 g spaghetti – gerne frisk, da den skal koge markant kortere tid men kræver køl.

Fremgangsmåde

Denne opskrift er baseret på Bdr. Prices opskrift på den klassiske italienske ret tilpasset til at kunne laves på en spritbrænder med begrænset kogetid. Fordelen her er, at både kapers, ansjoser, flåede tomater mv. ikke skal opbevares på køl.

  1. Hak oliven, kapers og ansjoser fint. Læg dem på en felttallerken. Snit hvidløg og chili for sig – brug så meget eller lidt chili, du ønsker. Start med at svitse dette i olivenolie i den lille gryde.
  2. Så tilsættes oliven, kapers og ansjoser, og det hele får lov til at stege lidt under omrøring. Så kommes de flåede tomater ved.  
  3. Lad sovsen simre roligt i ca. 10 minutter. Krydr saucen efter smag med salt, peber og citronsaft. Herefter tages sauces af blusset og stilles til side.
  4. Kog vand til pastaen i den store gryde og kog denne. Brug meget gerne panden som log, så vandet koger hurtigere. Hæld vandet fra pastaen og tilsæt i stedet saucen og giv det hele lidt varme.
  5. Anset med frisk persille, hvis du har det med på tur.