Mænd der løber
Kom ud i naturen, lær at finde vej og bruge kort og kompas, få sved på panden og mærk det gode fællesskab.

Orienteringsløb er en sjov og anderledes måde at bevæge sig og dyrke motion på, mens man også kan opleve naturen og det dejlige fællesskab, der er forbundet med sporten. 

Orienteringsløb er en sport, hvor man løber efter nogle bestemte poster, som man skal finde ved at aflæse et kort. Det kan foregå på mange forskellige sværhedsgrader, hvor man både kan løbe korte og lange ruter, hvor man selv bestemmer tempoet, og hvor posterne har forskellige sværhedsgrader.

Nina Hoffmann, Natur- og skolekonsulent i Dansk Orienterings-forbund, har dyrket orienteringsløb hele sit liv. Ifølge hende er orienteringsløb en fantastisk sport:

- Det er fantastisk at være ude i naturen. Og så elsker jeg, hvordan det både er en individuel sport, men stadig med et stort socialt aspekt. Jeg har nogle af mine bedste venner gennem orienteringssporten. Det er en sport, hvor flere generationer og forskellige niveauer kan deltage på hver deres bane, men stadig kunne snakke sammen om dagens udfordring bagefter. 

Hvordan kommer du i gang med orienteringsløb?

I Danmark er der gode muligheder for at løbe orienteringsløb. Lige nu er der over 70 klubber med mere end 7000 medlemmer. Du kan altid finde en klub, så du har nogle at dele de dejlige oplevelser med.

"Et godt sted at starte er ved at tage i din lokale orienteringsklub. Mange klubber har træninger med fokus på nye og familier, så man føler sig tryg, når man kommer første gang," fortæller Nina Hoffmann. 

Hvis ikke man har en lokal klub i nærheden, så kan man altid finde løb hos Dansk Orienterings-forbund, som arrangerer mange løb. 

Kajakroere ved klint
Vandring, mountainbike, surfing, ridning, sejlads eller spejder? Mulighederne for at dyrke friluftsliv sammen med andre er næsten uanede! Brug det interaktive kort og find ud af, hvor du kan dyrke friluftsliv i en forening tæt på dig.

"I 2019 var der registreret 314 løb i Danmark med knap 70.000 deltagere. Sidste år afholdte Dansk Orienterings-forbund også Junior VM i orienteringsløb samt VM i Mointainbike Orientering i Danmark - så der sker en masse," siger Nina Hoffmann. 

Find vej i Danmark - orientering på egen hånd

Hvis du vil prøve orientering på egen hånd, er der også gode muligheder for det. Lige nu er der over 250 steder i Danmark, hvor der er faste poster. Du kan gratis kan printe kort og løbe ruter - det kan du finde lige her hos Find Vej I Danmark.

Med Find Vej I Danmark er der mulighed for at finde ruter af alle slags sværhedsgrader - mange som også passer godt til familier -  hvor der er alt fra lange ruter til korte ruter med svære og lette poster. 

Naturen spiller en vigtig rolle

Orienteringsløb foregår altid i naturen, og derfor opbygger man som orienteringsløber også et helt særligt forhold til naturen. Nina Hoffmann fortæller, at hun er stor naturelsker, men også at mange orienteringsløbere føler et stort ansvar og forhold til naturen. 

"Orienteringsløbere er kendt for at efterlade naturen renere, end vi modtog den. Udover at rydde op efter os selv, så gør vi også meget ud af at tage hensyn til flora og fauna,mens vi også planlægger orienteringsruterne, så at der tages hensyn til dyr og andet, der har deres daglige gang i naturen," siger Nina Hoffmann. 

orienteringsløber med o løb skærm