Dark Sky: Fem gode steder at se stjerner
Vinter er lig med mørke. Og mørke er lig med optimale forhold til at studere stjerner, stjerneskud og stjernebillede på himlen. Med andre ord er det nu, du skal ud i naturen og lægge nakken bagover for at opleve det imponerende skue deroppe.
Det er dog ikke ligegyldigt, hvor i naturen du er, for jo tættere du er på lys fra byer, bygninger, og trafik, jo mindre klart kan du se stjernerne.
Møn og den lille ø Nyord blev i 2017 certificeret af den internationale organisation Dark Sky Association som en såkaldt Dark Sky Park. Det vil sige et område, hvor lysforureningen er så lav, at nattemørket er ekstraordinært og dermed giver optimale forhold til at studere stjernehimlen.
Møn er dog ikke det eneste sted i Danmark, hvor lysforureningen er minimal. Flere andre områder har også så tæt et nattemørke, at ansøgningen om at komme med i det fine selskab er på tegnebrættet.
Se dem her.
Mandø
Den lille ø mellem Fanø og Rømø vest for det sydlige Jylland er endnu ikke officielt certificeret som Dark Sky Park, men intentionen er der, for øen er et af de mørkeste steder i Danmark.
For at opnå certificeringen har Mandø gang i flere initiativer, blandt andet er der intet gadelys på øen om natten, og der er blevet uddannet otte stjerneguider, som du kan tage på tur med og lære om fænomenerne på himlen over Mandø.
Anholt
Foreningen Dark Sky Anholt arbejder hårdt på at lande et Dark Sky certifikat til øen, som på grund af sin placering midt i Kattegat også er blandt de mørkeste steder i Danmark.
Godt og vel 80 procent af Anholt består af “ørken” - et landskab med klitter, strand, kun meget lidt bevoksning og ingen beboelse og dermed lys. Ørkenen er af samme grund et af de bedste steder på Anholt at opleve nattehimlen.
Tag på tur på egen hånd eller deltag i en af de stjerneture, som foreningen Dark Sky Anholt med jævne mellemrum arrangerer.
Samsø
Ligesom på Anholt er der også på Samsø så lidt kunstigt lys, at øen har mulighed for at blive officielt certificeret som Dark Sky Park. Nærmere bestemt den nordlige del af Samsø, hvor den eneste faste lysforurening kommer fra et fyr knapt 22 kilometer væk.
Foreningen bag initiativet arrangerer ind imellem mørkerelaterede ture, men derudover kan man sagtens selv tage varmt tøj på og noget varmt at drikke med og begive sig ud til Nordby Bakker og se på stjernerne på himlen.
Thy
Når man ser på et kort over lysforureningen i Danmark, er det tydeligt, at den jyske vestkyst med sine store naturområder og få større byer stikker ud som særligt mørke steder. Det betyder, at stort set alle vegne langs vestkysten er chancen for at se stjerner stor.
For eksempel i Thy, hvor en lokal forening arbejder på at få området omkring fuglefjeldet Bulbjerg i Jammerbugten certificeret som Dark Sky Park. Her er mørket så tæt, at hvor man over en af Danmarks større byer kan se 20-30 stjerner, er antallet for stranden nær Bulbjerg i omegnen af 2.000-3.000.
Gå en aftentur på strækningen mellem Lildstrand og Bulbjerg og oplev på klare aftener synet af Mælkevejen.