Pressemeddelelse

Børneskove giver naturen tilbage til børnene

Alle børn skal prøve at klatre i et træ
Mange børn går glip af helt basale naturoplevelser, viser en undersøgelse fra Friluftsrådet. Denne udvikling kan et projekt fra Viborg Kommune ændre på. Her vil man etablere seks børneskove, som skal inspirere børn til leg i naturen.
Børn løber i skoven

Alt for mange børn vokser op uden at have prøvet at klatre i træer, lave bål i naturen eller bygge en hule i skoven. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Friluftsrådet. I Viborg Kommune vil man forsøge at vende denne udvikling ved at etablere seks børneskove, som vil byde på særlige aktiviteter og oplevelser for børn. 

Nogle børnefamilier kan være i tvivl om, hvor man kan tage hen, og hvad man kan og må i skoven. Må man for eksempel gå uden for stierne, klatre i træerne eller bygge en hule?
Merethe Jelsbak Raundahl, Viborg Kommune

I børneskovene vil der være faciliteter, som giver gode muligheder for leg og aktiviteter i skovene, for eksempel vil der være madpakkehus, bordbænke-sæt, balancebane, muldtoilet og en indgangsportal, der giver inspiration til lege i skoven. Derudover vil der blive afholdt forskellige arrangementer i børneskovene, som inspirerer til leg i naturen og giver børn viden om skovens dyr, planter og træer.

Det væsentligste ved børneskovene er dog, at de bliver fremhævet som en destination for børnefamilier, daginstitutioner og skoler, understreger Merethe Jelsbak Raundahl, der er sundheds- og forebyggelseskonsulent i Viborg Kommune.

”Nogle børnefamilier kan være i tvivl om, hvor man kan tage hen, og hvad man kan og må i skoven. Må man for eksempel gå uden for stierne, klatre i træerne eller bygge en hule? I børneskovene sætter vi spot på, hvor fedt det er at være ude i skoven, og vi guider borgerne ved at give dem inspiration til aktiviteter og viden om adgangsreglerne,” siger Merete Jelsbak Raundahl.

Skræmmende udvikling skal vendes

Projektet har fået tilskud på 297.000 kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, og i Friluftsrådet ser man stort potentiale i konceptet.

”Det er skræmmende, at så mange børn vokser op uden at få et forhold til naturen. Den udvikling skal vi have vendt. I børneskovene kan børnefamilier, der normalt ikke kommer ud i naturen, få øjnene op for de fantastiske oplevelser, der findes derude. Det er et koncept, som kan inspirere mange andre steder i landet,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Friluftsrådet har sammen med Center for Børn og Natur igangsat en ny kampagne 'Børn Gror i Natur', som skal sætte fokus på de naturoplevelser, som alle børn bør prøve. For eksempel har kun en tredjedel af landets børn mellem 2-15 år prøvet at overnatte i naturen og kun knap halvdelen har prøvet at lave et bål, viser en undersøgelse.

Søg tilskud til lokale fællesskaber i naturen

Har du en idé til et projekt? Du kan søge tilskud til projekter fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der bringer folk sammen om gode hverdagsoplevelser i de lokale naturområder. Der er ansøgningsfrist 1. oktober 2018.

Nominér din favorit-naturoplevelse 

Kom med forslag til, hvilke oplevelser i naturen, alle børn bør prøve. Det kan for eksempel være at sove under åben himmel, at fange en krabbe eller at fare vild i skoven. 
Læs mere på børngrorinatur.dk

Naturens Dag 

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser. Søndag d. 9. september kan børnefamilier deltage i arrangementer i hele landet.
Læs mere på naturensdag.dk

 

Tilskudsprojekt
barn klatrer i højt træ
Støttemodtager

Viborg Kommune, Sundhed og Omsorg