Pressemeddelelse

71 projekter får tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv

Ældre mennesker på tur i naturen om efteråret
Friluftsrådets bestyrelse besluttede i slutningen af august at uddele i alt seks millioner kroner til 71 projekter, der skal skabe bedre naturforståelse i hele landet og få flere ud i naturen.

En hængekøjepark, mobile saunaer til vinterbadning, nye stier i naturen, en sejlbåd til handicappede og lystfiskerplatforme. Det er nogle af de projekter, der fik tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, da Friluftsrådets bestyrelse behandlede ansøgninger i slutningen af august. 

I alt blev der uddelt seks millioner kroner til 71 projekter fordelt over hele landet. Det er primært foreninger, borgergrupper og lignende, som har fået tilskud til projekter, der skaber øget mulighed for at dyrke friluftsliv i lokalområdet eller styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper.

Friluftsrådet modtog i alt 231 ansøgninger om tilskud til de to temaer: ”Flere ud i den nære natur” og ”Bedre forståelse af naturen”, som havde frist 1. juni 2019. 

”Det er dejligt at se, at der er så mange ildsjæle rundt om i landet, som brænder for at skabe nye muligheder for friluftsliv. Vi har måttet prioritere benhårdt denne gang, og noget af det, vi har lagt stor vægt på, er, at det er projekter drevet af frivillige kræfter, at det kommer mange til gode, og at det skaber nye muligheder for friluftsliv,” siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.

Danmarks første spejdergruppe for handicappede

Tilskud til friluftsliv

Friluftsrådet uddelte i alt seks millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til 71 projekter inden for to temaer: ”Flere ud i den nære natur” og ”Bedre forståelse af naturen”. De støttede projekter er spredt over hele landet.

  • I Region Hovedstaden har 13 projekter fået i alt 1,16 millioner kroner.
  • I Region Sjælland har 12 projekter fået i alt 1,11 millioner kroner.
  • I Region Midtjylland har 17 projekter fået i alt 1,32 millioner kroner.
  • I Region Nordjylland har 13 projekter fået i alt 1,07 millioner kroner.
  • I Region Syddanmark har 16 projekter fået i alt 1,34 millioner kroner.

Se listen over alle projekter, der har fået tilskud.

Blandt de ansøgere, der har fået tilskud under temaet ”Flere ud i den nære natur” er Skagen Byting, som har fået 300.000 kroner til at etablere tre fiskeplatforme på ydermolerne i forbindelse med havneudvidelsen af Skagen Havn. Platformene vil skabe helt unikke muligheder for lystfiskeri og rekreativ benyttelse af molen, også for dem, der bare gerne vil nyde udsigten over havet. 

Bag et af de projekter, der vil skabe helt nye muligheder for friluftsliv, står Bofællesskabet Fjordbo i Sønderborg, som er et nystartet hjem for handicappede unge. Her har bofællesskabet allieret sig med en lokal spejder-ildsjæl om at etablere Danmarks første spejdergruppe for handicappede med vidtgående funktionsnedsættelser. Foreningen Fjordbo har fået 25.000 kroner i tilskud til projektet.

Under temaet ”Bedre forståelse af naturen” har Københavns Skolehaver eksempelvis fået tilskud på 250.000 kroner til et 3-årigt udviklingsprojekt, som skal få børn i dagtilbud mere ud i naturen. Projektet skal klæde pædagoger på til at tage børnene med ud på en naturgrund i Københavns nordvestkvarter og gennemføre forskellige naturaktiviteter.

Søg tilskud til projekter

Foreninger kan i øjeblikket søge om tilskud til projekter, der øger danskernes sundhed og livskvalitet gennem friluftsliv og naturoplevelser: 

  • Foreninger kan søge om tilskud på mellem 500.000 kroner og 5 millioner kroner til udviklingsprojekter, som øger fysisk, mental og social sundhed for specifikke målgrupper gennem naturoplevelser og friluftsliv.
  • Foreninger kan søge om tilskud på mellem 20.000 og 100.000 kroner til lokale projekter, hvor frivillige foreninger skaber nye, lokale tilbud om sundhedsfremmende aktiviteter gennem friluftsliv og naturoplevelser. 

Der er ansøgningsfrist 1. oktober 2019.

Læs mere om dine muligheder for at søge om tilskud til projekter.

Udlodningsmidler til Friluftsliv stammer fra overskuddet i Danske Lotteri Spil A/S samt et fastsat udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S.

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste frist er 15. september 2024.