Pressemeddelelse

Corona har boostet friluftslivet: Der er brug for mere bynær natur

lystfisker står i vandet ved møns klint
Nye tal på friluftslivet under coronakrisen viser, at mange flere har brugt naturen som socialt mødested, oplevet nye naturområder og taget på langt flere vandreture end de ellers har gjort. Vigtigt at have fokus på at skabe mere bynær natur, mener Friluftsrådet.

40 procent af danskerne har brugt naturen mere det sidste år end før Corona-krisen, og knapt 9 ud af ti vil blive ved med det, selv om verden genåbner. Især de yngre er vilde med at komme ud. Det viser en ny Gallup-undersøgelse foretaget på vegne af Friluftsrådet.

Tendensen startede også før corona-krisen, men en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Friluftsrådet viser, at vi i løbet af det seneste år har været langt mere ude end tidligere. Det gælder især for kvinder, hvor 45 procent har opholdt sig mere ude end før krisen, samt for danskere i aldersgruppen 18-35 år, hvor næsten halvdelen af dem har været mere under åben himmel end i normale tider.

De høje tal glæder Friluftsrådets direktør, Winni Grosbøll.

“At være aktiv udenfor er en opadgående tendens, som vi også så før coronaens indtog, men jeg er glad for at se sort på hvidt, at så mange flere siden foråret sidste år har fået øje på, hvad naturen kan. Og især at også de unge kommer ud,” siger Winni Grosbøll.

Behov for mere bynær natur

Det er en nærliggende tanke, at mønstret ændrer sig, når verden genåbner, og vi igen kan gå i biografen, til koncert og mødes på en restaurant. Men ifølge undersøgelsen bliver det ikke nødvendigvis sådan - tværtimod tror knapt 9 ud af 10 af dem, der har været mere ude det senere år, at de vil fortsætte med at bruge naturen meget.

“Det er rigtigt godt, for der er mange gevinster at hente ved at dyrke friluftsliv. Men med så mange flere mennesker i naturen er det vigtigere end nogensinde at sørge for gode rammer for friluftslivet, så vi alle sammen kan få gode naturoplevelser, samtidig med at vi passer på vores natur. Det arbejder vi benhårdt på i Friluftsrådet ved blandt andet at have fokus på adgang til naturen i form af både rekreative stier, faciliteter og færre barrierer. Vi skal alle sammen have mulighed for at komme ud i vores natur,” siger Winni Grosbøll, der også peger på et stort behov for, at der bliver plads til grønne områder og natur i byerne:

”Tallene viser, at det har uendelig stor værdi for folk, at de kan komme ud og nyde naturen, være aktive eller mødes med andre tæt på, hvor de bor. Derfor er der helt klart et behov for at skabe plads til natur i byudviklingen og i måden, vi laver fysisk planlægning på” siger Winni Grosbøll.

Afslapning, motion - og der, hvor man holder fødselsdag

Det er forskelligt, hvad vi forestiller os, at vi vil foretage os udenfor fremover. Dog er naturens store trækplastre for alle uanset alder, geografi og køn et sted at dyrke motion, få nye naturoplevelser og at koble mentalt af.

Derudover har vi opdaget muligheden for at bruge naturen som et socialt mødested.

Det gælder især for de 18-35-årige, som er den gruppe, der har været mest til fødselsdag, sammenkomst eller mødtes med venner udenfor i løbet af de sidste tre måneder.

Mens det for danskerne generelt er godt halvdelen af os, der har brugt naturen som et socialt mødested siden nedlukningen i december 2020, er tallet for de 18-35-årige 68 procent.

Lidt anderledes forholder det sig for den ældste del af befolkningen: Over halvdelen af de +60-årige har ikke deltaget i udendørs sociale arrangementer i løbet af de sidste tre måneder.

Gåture hitter

En af de aktiviteter, der er mest oplagt at bruge naturen til, er at gå en tur. Og det har vi i den grad gjort.

45 procent af os har været på flere vandre- eller gåture end før krisen, og mere end hver femte dansker har snøret skoene mindst fem gange om ugen og brugt en halv time eller mere på en gåtur. Stigningen i antallet af gåture er størst blandt de 18-35-årige. Her har 57 procent travet flere ture det sidste år, end hvad de har gjort tidligere.

Gruppen er dog samtidig den, der har gået færrest ugentlige ture i perioden. Blot 12 procent har været afsted mere end fem gange om ugen - for de +60-årige er det tal 28 procent.  

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.
plakat med tal på hvor mange der har været ude i naturen under coronakrisen
Fakta: Vi har under Corona-krisen brugt naturen mere end nogensinde før

Kantar Gallup har for Friluftsrådet spurgt 1.189 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år om deres brug af naturen under Corona-krisen. Data blev indsamlet i perioden 15.3-22.3 2021.